Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XII. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360 Tysklands romantiske
Skole
ledes foretrækker han langt Natten for Dagen «med
dens frække Lys*.
Hadet til Dagen og Dagslyset er gennemgaaende hos
Romantikerne. Jeg har paavist det i William LovelL
Novalis gaar kun videre ad denne Vej i sine berømte
Hymner til Natten. At han elsker Natten er let at
forstaa. Da Natten skjuler Omverdenen for Selvet,
driver den Selvet ligesom ind i sig selv. Selvfølelsen
og Natfølelsen er da Et og det Samme. Og Natfølelsens
Vellyst er Rædselens Stemning: først en Angst, fordi
det i Mørket forekommer Mennesket, som mistede det
sig selv, idet Alt forsvinder omkring det; saa en
sygeligt-behagelig Gysen, fordi Selvfølelsen heftigere
dukker frem af denne Angst.
I et af sine Brudstykker kalder Novalis Døden en
Brudenat, en Hemmelighed, fuld af søde Mysterier og
tilføjer dette Distichon:
Er det ej klogt, ved Nat med en Anden at dele sit
Leje? Klogt er du derfor tilsinds, har du en Hensovet
kær.
Og saa dybt er denne Tænkemaade grundet i den
romantiske Livsbetragtning, at i Werners Drama
Korsbrødrene Helten kort før sin Død paa Baalet
siger:
Misundelsen tilgiver jeg, ikke Sorgen. Uudsigeligt
jeg svælger i Forvandlingsfryd ved Tanken paa denne
Offerdød, der forestaar. Ej sandt? Der komme vil en
Tid, hvor Alle erkender Døden - favner den med Glæde,
og Alle føler, dette Liv er kun en Anelse om Elskov,
Døden kun et Bryllupskys, og Den, der med en Brudgoms
ildfulde Lidenskab i Brudekamret affører os vor Dragt,
Forraadnelsen, ej andet end den vilde Elskovs Udslag!
Liv og Død er for Novalis kun «relative Begreber». De
Døde er halvvejs levende, de Levende halvvejs
døde. Først ved denne Betragtning faar Tilværelsen
for ham sit rette Krydderi. Det hedder i den første af
hans Hymner til Natten: «Bort vender jeg mig til den
hellige, uudsigelige, hemmelighedsfulde Nat. Fjernt
ligger Verden som sænket i en dyb Grav: øde og ensomt
er dens Sted. I Brystets Strenge dirrer dyb Vemod
. . . Finder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
