Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XII. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372 Tysklands romantiske
Skole
og da opstod. Denne Klasse undertrykker dem endnu
bestandig, forsaavidt Folket, der nu er mere
oplyst, vil tilstede det . . . De samme Midler,
der har støttet enhver anden Tro, har støttet
Kristendommen: Krig, Fængsling, Snigmord og Løgn,
Gerninger af eksempelløs og utrolig Raahed har gjort
den til, hvad den er. Det Blod, som Bekenderne af
Barmhjertighedens og Fredens Gud har udøst siden
hans Religions Indførelse, vilde sandsynligvis være
tilstrækkeligt til at drukne alle de Tilhængere af
andre Sekter, som overhovedet bor paa Jorden.»
Man ser af de anførte Citater, som kunde forøges
med utallige andre, at der mellem Novalis med hans
indadvendte Gemytsliv og Shelley med hans udadvendte
Frihedstrang finder den mest fuldstændige Modsætning
Sted.
Dette er da de to Digtere, man har villet udgive
for Tvil-lingaander. Som lyriske Digtere staar de
begge højt, om end Shelley er en digterisk Genius
af mangefold højere Rang. Men selv om Novalis som
Digter kom Shelley nærmere end han gør, hvor ringe er
ikke det Maal af Sandhed, der findes i hans Værker,
i Sammenligning med Indholdsværdien i Shelleys!
For Novalis var Sandheden Digt og Drøm, for Shelley
var den Frihed. For Novalis var den en fast og mægtig
Kirke, for Shelley var den et kæmpende Kætteri; for
Novalis et Væsen, som beklædte Troner og Pavestole,
for Shelley et Væsen uden Myndighed.
For ret at gøre Indtryk paa Menneskene, maa Sandheden,
hvor ophøjet den end er, blive Menneske, blive
Kød og Blod for dem’. I ældre Biografier af Defoe,
Robinson Crusoes Forfatter, fortælles det, at han i
Juli 1703 for et Flyveskrifts Skyld blev dømt til at
stilles i Gabestokken, efter at begge hans Øren var
blevet skaarne af. I Gabestokken stilledes paa den
Tid Forbryderen med Hovedet ud igennem en Aabning,
saa han ikke kunde bevæge det - og nu overlodes det
til Mængden at være Profos; man bombarderede den
Udstillede med raadne Æbler, Kartofler, Appelsiner og
deslige. Men da Dagen til Dommens Fuldbyrdelse kom,
og da Defoes blege, mishandlede, lemlæstede Ansigt
drivende af Blod viste sig i Gabestokken for den
forsamlede Pøbelflok, da, saa underligt det lyder,
blev der en Døds-tavshed. Ingen kastede noget Æble,
Ingen raabte et eneste for-haanende Ord. Defoe var
altfor yndet af Mængden dertil. Men En af Hoben lod
sig hidse i Vejret og satte en Krans om den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
