Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376 Tysklands romantiske
Skole
at bekymre sig om Forholdenes Skranker eller Landenes
Grænser, latter «pasløse» Eksistenser.
Betydningsfuldt vidner om det Midtpunktsøgende i
Gemyttet et saadant Træk som det, at Goethe undgaar
enhver sjælelig Yderlighed. En saadan Yderlighed
er Forbrydelsen, opfattet som kriminel: Selv hvor
Goethe berører det Uhyggelige, som f. Eks. Elskov
mellem Søskende, Harpespillerens Skæbne, vil han kun,
det skal gribe, ikke at det skal dømmes; han stiller
det ikke for den moralske Domstol, end mindre for den
juridiske. Ja, det Allersmerteligste mister endog sin
Braad ved Meddelelsens Form. Harpespillerens Mund er
lukket, hans Historie kommer aldrig over hans Læber;
først efter hans Død meddeles hans Skæbne af en rolig
Fremmed.
I denne saa stærkt forædlede Verden, der fra Digterens
Haand har modtaget et Skønhedsstempel, er det nu, at
Wilhelm flakker om uden Plan, men ikke uden Formaal,
han søger efter Idealet: Idealet af en Livsstilling,
Idealet af en Kvinde, Idealet af Dannelse. Han
er først Købmand, saa Skuespiller, saa Læge. Han
elsker Marianne, saa Grevinden, saa Therese, saa
Nathalie. Han sætter Dannelsen først i Erfaring,
saa i aandelig Finhed, saa i Forsagen, og han ender
i anden Del med sociale Reformplaner og Reformforsøg,
der i sin Tid gjorde Vandreaarene til et af de Værker,
som de socialistiske Revolutionære ivrigst henførte
til deres Retning. Men det Særegne ved Bogen er,
at Wilhelm bestandig omformer sit Ideal. Han finder
det ikke, han taber det saa at sige; ikke som om han
blev Spidsborger, men Ordet taber sin Mening for ham.
Det gaar ham overfor Livet, som det tit gaar den unge
Mand overfor Filosofien. Han kaster sig over den,
for i den at finde Oplysning om Gud, om Evigheden,
om Livets Formaal og om sin Sjæls Udødelighed, men
under Studiet taber disse Ord den Mening for ham,
hvori han tidligere tog dem, han faar et Svar paa
sine Spørgsmaal, men et Svar, som lærer ham, at disse
Spørgsmaal maatte stilles anderledes. Saaledes gaar
det Wilhelm i Virkeligheden med hans Længsel efter et
forudfattet Ideal. Andre har favnet Skyen for Juno,
han lader Skyen fare og trykker Juno til sit Hjerte.
Næst efter Klosterbroderens Hjerteadgydelser var
det Goethes Meister, der affødte Sternbald. Den
er gennemgaaende en Efterklang af dette mægtige
Værk. Straks da Meister kom ud, lagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
