Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Længselen, den blaa Blomst
377
Tieck Planen til den først 41 Aar senere udkomne,
højst interessante Novelle Den unge Snedkermester,
i hvilken Helten, en i kunstnerisk Henseende næsten
altfor fint dannet Snedker gennem-gaar én med Meisters
fuldkomment beslægtet Udviklingsgang i Forhold til
adelige Krese, til Skuespilkunst og Teater og med
Teater-Kærlighedshistorier. Han opfører som ægte
Romantiker Shakespeareske Lystspil paa et efter
Shakespearesk Mønster indrettet Salonteater og er
Elsker saavel imellem Kulisserne som paa Scenen.
Foreløbig blev imidlertid denne Plan skudt tilside
for Stern-bald. Den moderne Haandværker maatte
vige Pladsen for Kunstneren fra Durers romantiske
Tid. I denne Bog er Gemyttet sat paa Tronen, men
som purt Gemyt skilt fra Fornuft og Klarhed. Derfor
er hele Bogen lutter Attraa og Smægten. Saaledes
hedder det her f. Eks. om Reformationen, at den
istedenfor en guddommelig Religionsfylde kun har
avlet en fornuftig Tomhed, i hvilken alle Hjerter
smægter. Og saaledes bliver den milde Sanselighed
i Goethes Roman her til en brutal William Lovellsk
Attraa. Naar Helten ser ind i sig selv, ser han som
Lovell «en uudgrundelig Hvirvel, en henbrusende,
larmende Gaade*. I anden Udgave følte Tieck sig
foranlediget til at bortskære en Del af de altfor
hyppige, lystne Bade- og Drikkescener. mellem hvilke
Helten i sin urolige Higen tumles.
Dog Hovedsagen er, at her paa en ganske anden
Maade end hos Goethe Virkeligheden forfines
og destilleres. Den fortyndes, til den gaar op
i Stemningsduft, til Personligheden drukner i
Landskabet og Handlingen i Skovhornmusik. Det er
i Stern-bald Søndag hver Dag, og der raader her
en stadig Andagts-stemning med Ørkesløshed og
Klokkeklang. Bogens Livsanskuelse ligger i disse
Ord af Helten: «Vi kan i denne Verden kun ville (o:
ønske, længes), kun leve i Forsætter, den egenlige
Handlen ligger hinsides. > Derfor handles her aldrig,
de optrædende Personer farer, uhaandgribelige som
Kometer, om som Kometer, deres Liv er Rækken af
deres tilfældigt og uforsætligt oplevede Æventyr;
de er stadig paa Rejsen efter Idealet, og da dette
jo altid antages for bosat i Nærheden af Rom, ender
Bogen dér, forøvrigt uden Slutning, og den blev aldrig
senere fortsat.
I samme Grad nu som Sternbald er mere drømmeagtig
og usammenhængende end Meister, i samme Grad sætter
Novalis den over hin. Thi, siger han, Kærnen i min
Filosofi er, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
