Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380 Tysklands romantiske
Skole
Men Fabelen er undkommen. Den stiger først ned i
det Ondes Rige og udrydder det Onde ved at give de
dødbringende Skæbnegudinder Lidenskaberne i Vold. Saa
er Tid og Dødelighed ophævet. «Hørret er spundet
op, det Livløse er atter besjælet, det Levende vil
regere.» I en almindelig Verdensbrand lider Moderen,
Hjertet, Flammedøden; i Baalet gaar den tidligere
Verdens Stjerne, Solen, tilgrunde og Flammen smelter
Isen om Arcturs Palads. Eros og Fabel drager ind deri
over en ny lykkelig Jord, der udbreder sig under en
ny Himmel. Fabel har fuldendt sin Sendelse; thi hun
fører Eros til hans Elskede, Kongens Datter. Poesiens
og Kærlighedens Rige er grundfæstet.
Grundfæstet er nu Evighedens Rige, en kærlig Fred
afslutter alle Krige. Fortidens Kval er nu kun Drøm
og Minde, Sophia evigt Hjerternes Præstinde.
Sophia indtager samme Plads i denne forstandstørre
Allegori som Beatrice i Dantes berømte Digtning.
Selve Romanens Forherligelse af en gammel Mestersanger
og derigennem af Poesien er kun en Omskrivning af
Hardenbergs egne Skæbner og Bestræbelser. Heinrich
v. Ofterdingens stille Barndomshjem minder om
Hardenbergs eget. En Drøm, der synes dobbelt rig
paa Varsler, fordi Faderen engang som Yngling har
drømt en lignende, lader ham forudane sit Digterlivs
hemmelige Lykke og vis^r ham i Form af en vidunderlig
blaa Blomst hans Maal.
Heinrich rejser med sin Moder og sammen med
nogle Købmænd til Augsburg for -at lære Verden
at kende. Dels Rejsehændelserne, dels hans
Rejsekammeraters Fortællinger beriger ham med Indtryk
og befrugter de Spirer til digterisk Frembringen,
der findes i hans Sjæl. Thi al deres Tale drejer sig
om Poesi og Digtere; de fortæller ham Arionssagnet
og Folke-æventyr, i hvilke Digtere stilles i Rang
med Konger, og filosoferer overhovedet over Poesien
og Kunsten, ikke som Købmænd fra Middelalderens mest
barbariske Tid, men som Romantikere fra Datiden. En af
dem giver f. Eks. følgende panteistiske Forklaring af
Menneskets Drift til bildende Kunst: «Naturen vil selv
have Nydelse af alt det kunstnerisk Formede i den,
og derfor har den forvandlet sig til Mennesker. I
Menneskesindet glæder den sig nu selv over sin
Herlighed, udskiller det Behagelige og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
