Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Længselen, den blaa Blomst
383
og de ædleste Kræfter uden Enhed og Sammenhold i deres
Inderste. Mellem Idélivet og Menneskelivet blev der
mig et svælgende Dyb, som kun Kærlighedens og Poesiens
himmelske Regnbue kunde lægge Broen over . . . Jeg
digtede mig ind i en Æventyrverdens Labyrint, hvori
Kærligheden var min Ariadne-traad, og hvori jeg
med Livspoesiens Verdensharpe, hvis Strenge Genien
udspænder imellem Fjælde over Afgrundene, vilde dysse
Tilværelsens Uhyrer i Søvn og opløse alle Dissonanser
og Gaader i den forstyrrede Verdensharmoni. > Grueligt
blev Resultatet.
Det er tydeligt nok, at Novalis i Ofterdingen
har naaet sit Øjemed at frembringe Noget, der
er Wilhelm Meister saa uligt som muligt. Den
blaa Blomst var jo Idealets Sindbillede. Her er
Virkeligheden gaaet helt op i Idealet, og Idealet
gaaet helt op i Sindbilledet. Poesien er reven
fuldstændigt løs fra Livet. Ja Novalis mener, at
dette er det Rette. Saaledes siges der i Romanen
om Digterne: «Store og mangfoldige Begivenheder
vilde blot forstyrre dem. Et simpelt Liv er deres
Lod, og kun gennem Fortællinger og Skrifter maa
de gøre sig bekendt med Verdens rige Indhold
og talløse Særsyn. Kun sjældent tør i deres
Levedage en Begivenhed nogen Tid drage dem ind
med i sin raske Hvirvel for ved nogle Erfaringer
at underrette dem nøjere om handlende Menneskers
Stilling og Karakter. Deres modtagelige Sind bliver
tilstrækkeligt sysselsat af nære, ubetydelige
Begivenheder ... Da de allerede her paa Jorden er i
Besiddelse af den himmelske Ro og ikke rives med af
jordiske Begærligheder, indaander de kun Duften af
de jordiske Frugter og er frie Gæster, hvis gyldne
Fod træder let, og hvis Nærværelse uvilkaarligt faar
Alle til at slaa Vingerne ud ... Naar man sammenligner
Digteren med Helten, finder man, at Digterens Sange
ikke sjældent har vakt Heltemodet i ungdommelige
Hjerter, men at Heltegerninger vistnok aldrig har
kaldt Poesiens Aand tillive i noget Gemyt.»
Grundvildfarelsen lod sig ikke forme skarpere. Ikke
for Livet og dets Bedrifter er Poesien efter denne
Anskuelse et Udtryk, nej Liv og Daad har Poesien
til Udgangspunkt. Den skaber Liv. U paat vi vieligt
gives der Poesi, om hvilken dette kan være sandt,
men er der en Poesi, om hvilken det aldrig kan gælde,
da er det vel denne. Til hvilken Bedrift i al Verden
skulde den kunne opflamme? Til at forvandle sig til
et syngende Træ eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
