Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Længselen, den blaa Blomst
393
ikke nedværdiges, en Idé, for hvilken uforgængelige
Sandheder ligger til Grund. Stjernernes selvkraftige
Indvirkning, det, at de er besjælede af Fornuft og
omtrent som Underguddomme udøver Skaberkraft i de
dem underlagte Krese, det er ubestrideligt en langt
højere Forestillingsmaade, end at tænke sig dem som
døde, mekanisk-regerede Masser.* Og saaledes siger
Heiberg i sit Brev til Buntzen: «Man maa indrømme,
at Middelalderen med sin alkymistiske og astrologiske
Overtro, som dog var grundet i Troen paa Naturens og
Aandens Enhed . . . stod . . . i sand videnskabelig
Aand højt over den nuværende Tid med dens nøgterne
Forsagen af det Eneste, som det i sidste Instans
kommer an paa.> Og ganske paa samme Maade priser
han Astrologien som «grundet paa Middelalderens
dybsindige Mystik*, i sin Afhandling om Hveen. Naar
selv Heiberg kunde forherlige de astrologiske
Fordomme hos Tyge Brahe, kan man saa undre sig over,
at Grundtvig gav ham Ret i Antagelsen af Jorden som
Verdens-Midtpunkt? - Romantik! Romantik!
Romantikerne vilde grunde en Livsanskuelse og
en Poesi paa Savnet, det vil sige paa Længsel, en
Poesi, som hvilede paa Forestillingen om det enkelte
Menneskes uendelige Vigtighed. Den, der vil grunde
sin Livsbetragtning paa Savnet, er nu for saa vidt
altid forstandigere end den, som vil grunde den paa
Glæden, hvad enten det er paa den nuværende eller
paa den Vellyst og Salighed, som er ivente. Thi al
den Glæde, vi kender, er undermineret af Sorg og
Savn, og saa er det dog bedre og vissere at bygge
paa Savnet. Dog Romantikerne bygger ikke paa Savnet
alene, men paa dets Tilfredsstillelse; de smægter
hen, de flakker om i Længsel efter den blaa Blomst,
der vinker dem i det Fjerne.
Længsel er imidlertid Uvirksomhed, næres og trives i
Uvirksomhed. Den, som har den romantiske Livsanskuelse
bag sig, vil ikke grunde sit Liv herpaa.
Længselen avler det afmægtige Ønske, og Romantiken er
Ønskets Poesi. Det romantiske Ønske er saa genialt, at
dets Opfyldelse er givet i den romantiske Verden. Hvad
Ønsket lover, det holder Livet. Den ægte romantiske
Helt kommer sovende til Lykken. Denne Poesi vækker
derfor hos den troskyldige Læser Forestillingen om
en Verden, hvor Alt lykkes den, der kun længes rigtig
heftigt og ønsker af al Magt, en Verden, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
