Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428 Tysklands romantiske
Skole
er kraftig og klar, hvert Ord præget som en
Medalje. Stykket er i Danmark især bekendt
ved J. L. Heibergs Kritik. Den unge Feltherre
bryder Krigstugten og sejrer, efter at have ført
Kampen paa en Maade, der er ham forbudt i hans
Instruks. Kurfyrsten fælder Dødsdommen. I den Tro,
at den aldrig vil blive udført, tager den unge Helt
den som en Formsag, men overrumples, da han ser, det
er Alvor, saa pludseligt af Dødsangst, at han paa den
mest uværdige Maade tigger om sit Liv. Stykkets Værd
beror paa den Genialitet, hvormed den indre Bevægelse
er skildret, i Kraft af hvilken han bliver sig selv
igen og fordrer Dødsstraffen som sin Ret. Atter her er
det Aandens Natside, som er greben. Prinsen er nervøs,
syg og adspredt. Ved Stykkets Begyndelse gaar han i
Søvne. Ved Stykkets Slutning virkeliggøres et Syn,
han har havt. Han overtræder Befalingen, ikke som
Manlius Torquatus’s Søn i Ungdomsovermod og krigerisk
Ildhu, men fordi han, som i sin nervøse Adspredthed
har Hovedet fuldt af Drømme, da Instruksen bliver
dikteret, Intet hører og altsaa slaar til i Blinde.
G. H. v. Schubert’s Bog Naturvidenskabens Natside
havde levende sysselsat Kleist. Denne Bog,
som er forfattet af den da mest yndede blandt
Naturfilosoferne, er et af Tidens mest forskruede
Skrifter. Natsiden af en Planet er den Side af den,
som er bortvendt fra Solen, og som kun lyser svagt
i Mørket med et Lys uden Varme, et Lys, i hvilket
Genstandene ser mere paafaldende og anderledes ud end
i Sollyset. Deraf Navnet. I denne Bog raader Aander,
Søvngængere, Spøgelser og Dæmoner som Jordens
Eneherskere. Der gives her en fuldstændig Lære
om Aanderne. Mellem Aand og Legeme er der tvende
Mellemled: Sjælen og Nerveaanden, hvilken sidste,
der udskilles efter Døden, har Skikkelse og Farve
og saaledes kan ses. Farven retter sig efter Sjælens
Beskaffenhed; ganske onde Aander er grønne; naar de
forbedrer sig, gaar de efterhaanden over i det Gule
o. s. v.
Fra Begyndelsen af har, efter Schuberts Lære,
Menneskets Ord havt undergørende Kraft. Ved Synden
har det mistet denne Magt over Naturen, og derved
er der kommet noget Mørkt og Dæmonisk ind i den
mirakelgørende Evne som f. Eks. i de græske Oraklers
og den hedenske Trolddoms Tryllemagt. I Kristus
fornyedes den gamle naturlige Underkraft. I sin
dæmoniske Skikkelse er denne paany opstaaet hos
Rosenkreuzere og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
