Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mystiken i det romantiske Drama
439
I Aaret 1809 optræder Digteren som lidenskabelig
politisk Agitator. Hans Stemme klinger nu
en Tidlang rigt og fuldt. Han bebrejder sine
Landsmænd, at de ikke har Tillid nok til Hjerternes
hemmelighedsfulde Kraft. Han kalder Napoleon en
Synder, hvem intet menneskeligt Sprog formaar at
stemple tilstrækkeligt. Alt hvad der foretages mod
Franskmændene, synes ham mat og elendigt. Fichte’s
Taler til den tyske Nation er ham en Væmmelse; han
haaner Fichte som en Pedant uden Handlekraft. Dyb
Foragt nærer han for Medlemmerne af «Tugendbund» med
deres frygtsomme Daadløshed. Han skriver sit Sørgespil
Hermans-Slaget for at opfordre sine Landsmænd til at
behandle Napoleon som Herman behandlede Varus. Mod den
handlesvage Ungdom er disse Ord af Dramaet rettede:
Saa skriver de, for Tyskland at befri, med Cifre,
sender dernæst med Livsfare hinanden Bud, som Romerne
la’r hænge, forsamler sig i Skumring - spiser,
drikker og sover ud hver Nat hos deres Koner.
. ..**...*.......
Det Haab: imorgen dør Augustus, lokker dem, dækkede
med Skam og Skændsel, fra én Uge til en anden.
Saa lidet har han gjort for at bevare Oldtidsfarven,
at han lader Herman tale om en «Veksel> og Varus
sammenligne Cherusker-fyrsten med en «Dervisch».
Han vilde have en Krig, som Spanierne førte den,
med Mord og Edsbrud, med brændende Landsbyer og
forgiftede Brønde.
Saa fandt Slaget ved "Wagram Sted, og alle Kleist’s
Forhaab-ninger var tilintetgjorte. Han spurgte gysende
sig selv, om der da ikke gaves nogen Retfærdighed
paa Jorden.
Ingen Trøst i det offenlige Liv, ingen Udsigter
i Privatlivet. Ingen Penge, intet Udkomme. Ingen
Opmuntring, intet Bifald. Hans Nærmeste og Kæreste
skattede ham ikke. Han skriver kort før sin Død til
en moderlig Veninde: «Saa vilde jeg dog hellere ti
Gange lide Døden end endnu en Gang opleve, hvad jeg
nylig følte i Frankfurt ved Middagsbordet mellem mine
to Søstre. Den Tanke, at mine Fortjenester, de være
nu større eller mindre, slet ikke anerkendes af dem,
saa jeg betragtes som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
