Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XVI. Den romantiske Poesi og Politiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
452 Tysklands romantiske
Skole
en Kanin kort efter springer forbi, fanger han den
behændigt og kommer den i sin Pose. Det er hans
Agt at forære den til Kongen for at vinde dennes
Hjerte for sin Herre. Han siger nu: «Det Vildt er
et Slags Sødskendebarn til mig, ja det er Verdens
Gang nutildags, Slægtninge mod Slægtninge, Broder
mod Broder!» Imidlertid faar han Lyst til selv^at
spise Kaninen, men betvinger sig og raaber: «Fy skam
dig, Hinze! - Er det ikke den Ædles Pligt at opofre
sig og sine Tilbøjeligheder for sine Medskabningers
Lykke? Det er Endemaalet, til hvilket vi er blevne
skabte, og hvem der ikke kan det - o det var bedre for
ham, om hans Moder aldrig havde født ham!» - Han vil
gaa, men man klapper voldsomt og raaber almindeligt
Da Capo. Han maa sige det sidste Stykke endnu engang,
saa bukker han og gaar med Kaninen. Tilskuerne er
i den syvende Himmel af Henrykkelse, som over en
Ordstrøm af Iffland.
Af ligesaa literær Natur er Satiren i Tiecks
Dåamling (Tommeliden). Den er rettet mod den antike
Aandsretning i Literaturen, særligt mod Goethe. Et
Æmne som Tommeliden, tildels behandlet i den græske
Tragedies højtidelige Versemaal, frembød adskilligt
Pudsigt, idet alle Trækkene fra Middelalderens
Folke-Æventyr stilledes i den antike Stils
Belysning. Det hedder f. Eks. om Syvmilestøvlerne:
«Tro De mig, jeg kan se paa disse Støvler, at de
stammer fra den gamle Grækertid. Nej, nej! saadant
Arbejde udfører ingen Moderne, saa sikkert, simpelt,
ædelt i Tilsnittet, Saadanne Sting; det er et Værk
af Fidias, det lader jeg mig ikke afdisputere. Se
kun engang, naar jeg stiller den ene saaledes hen,
hvor ophøjet, plastisk den staar i stille Storhed;
ingen Overflod, intet Broderi, ingen gotiske Bisager,
Intet af den romantiske Sammen-blanden i vore Dage,
hvor Saal, Læder, Klapper, Folder, Sværte, Voks, Alt
maa bidrage til at frembringe Mangfoldighed, Glans og
et blændende Væsen, der ikke indeholder nogetsomhelst
Idealt. Nutildags skal Læderet glinse, Saalen knirke,
naar man træder, elendigt Rimeri, som de Gamle ikke
kendte.* Der forekommer nogle af Goethes Yndlingsord
i denne mere spydige end vittige Beskrivelse.
Vittigst forsvarer Tieck sig imod Beskyldningen for
overdreven Følsomhed. Moderne Beundrere af Prosper
Mérimée kan betragte Satiren som rettet mod dem. Tieck
hævner sig paa sine Kritikere ved at lægge deres
Indvendinger i Munden paa Leid-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
