Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XVII. Romantiske Politikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantiske Politikere
477
Reaktionære kunde ikke modstaa Trylleriet. «Dagligt,*
skriver han, «vederkvæger jeg mig ved Sangenes
Bog. Med Prokesch bader jeg mig hele Timer i disse
melankolske Vande. Selv de Digte, der strejfer nær
op til virkelig Gudsbespottelse, læser jeg ikke uden
den dybeste Bevægelse og anklager mig ofte selv for
at jeg saa ofte og gerne læser dem.» Hans modtagelige
Natur kunde her ikke modstaa. Rigtigt har han betegnet
sig selv som Kvinde. Med en Vending, der erindrer
om det hermafroditiske Træk i Lucinde, skriver han
til Rahel: «Véd De, kære, hvorfor vort Forhold er
blevet saa stort og fuldkomment. De er et uendeligt
frembringende, jeg et uendeligt modtagende Væsen;
De er en stor Mand og jeg den første af alle Kvinder,
som har levet. >
Han var nu paa det Punkt, at han blev forfærdet
over et kraftigt Haandtryk; ja Synet af et krigersk
Overskæg kunde skræmme ham. Besøg af uskyldige
Rejsende indjog ham Angst, fordi han saa forklædte
Mordere i dem. I hans sidste Leveaar blev hans
Holdning bøjet, hans Gang snigende og usikker. De
klare og kloge Øjne, for hvilke han som Yngling var
bekendt, var nu som tilslørede og Blikket sky. I
Selskab søgte han at gire sig Holdning bag et Par
store mørke Briller.
Da Fanny Elsler en Dag ved en Fest bragte ham et
Glas skummende Champagne, kredensede hun ham det med
det drillende Ord: «Krukken gaar saa længe tilvands,
til den kommer hankeløs hjem.» Gentz svarede: «Naa,
mig og Metternich holder det vel ud.> I disse Ord
ligger Standpunktets Art og Dom.
I religiøs Henseende var Gentz yderst vaklende:
snart lod han sig forlyde med, at Religionen kun
var ham et politisk Anliggende, snart gjorde han,
der dog ikke udvortes gik over til Katolicismen,
denne paa romantisk Vis de yderste Indrømmelser. Ikke
blot laa han i Støvet for den katolske Mystiker Adam
Muller, der bogstaveligt betragtede Napoleon som den
menneske-vordne Djævel og f. Eks. i et Brev til Gentz
af Juli 1806 taler om, at det for den Kristne gælder
om at overvinde den «Bonaparte, vi har i os», men vi
læser i Gentz’s Ansøgning til Kejseren af Østerrig
om Ansættelse denne Begrundelse af hans Udvandring
fra Prøjsen: «endelig, for ikke at fortie Noget,
min længe nærede Uvilje mod Protestantismen, i hvis
oprindelige Væsen og fremskridende ondartede Retning
jeg efter mangfoldig anstrengende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
