Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 . Reaktionen i
Frankrig
__
M. J. Chénier, Condorcet, Danton og Desmoulins,
en hel Hærskare af Talenter og Karakterer. Kirken
samler sine Vaaben til en fortvivlet Kamp, som
forud er tabt, Revolutionen rykker frem, først
usikker og med Vaklen, saa truende, saa uimodstaaelig
og. snart sejrsdrukken. Saasnart Rigsstænderne bliver
sammenkaldte, er Kamppladsen aaben, Skrankerne
falder paa begge Sider og. den store Kampdommer,
Verdenshistorien, giver Signalet til Sammenstødet.
Straks efter Stændernes Sammenkaldelse er den
gejstlige Stands første og enstemmige Forlangende
det, at faa «den katolske, apostoliske og romerske
Religion* anerkendt som Nationalreligion, som den
eneste, der skulde have Tilladelse til offenlig
Gudsdyrkelse. Og dog var der Republikanere og ikke faa
blandt den lavere Gejstlighed; men til den Frihed, de
fordrede, regnede de ikke den religiøse. De folkelig
sindede Abbeder deklamerede vel imod Inkvisitionen,
kaldte den menneskeæderisk og tigeragtig, men de
advarede mod Fordrageligheden. Den revolutionære Abbed
Fauchet, den samme, der efter Bastillens Indtagelse
velsignede Borgervæbningens trefarvede Uniformer
og skabte Tricoloren som Nationalflag, betegnede
dengang Tolerancen haanligt som «den almindelige
Tolerantisme» og spaaede, at, hvis den blev indført,
vilde det kun lede til alle gode Sæders fuldstændige
Forfald. Han gik saa vidt, at han vilde negte dem,
der ikke bekendte sig til noget Religionssamfund,
Retten til at gifte sig, «da man ikke kunde anse
Saadanne Mennesker for bundne ved deres Ord*.
Da Stænderne traadte sammen som Nationalforsamling,
blev Gejstligheden snart tvungen til Indrømmelser, men
selv naar Misstemningen imod den kom til Orde, endte
Oppositionen bestandig; med at iklæde sig de mildeste
og hensynsfuldeste Former. Da f. Eks. i Februar 1790
Garat havde brugt det Udtryk om Præste-Indvielsen, at
den var et borgerligt Selvmord, og en Række Gejstlige,
hvoriblandt Abbed Maury og Biskopperne af Nancy
og Clermont, i Forbitrelse herover foer i Vejret,
raabte paa Gudsbespottelse og indgav et Forslag
om at den katolske Religion skulde erklæres for
Nationalreligion, saa blev Forslaget vel forkastet,
men paa en saadan Maade, at man føler Modstandernes
Frygtsomhed og Usikkerhed i Begrundelsen af dette
Skridt.
Det vilde, hed det, være en Krænkelse af Religionen
og af de Følelser, der besjælede Forsamlingen med
Hensyn til den, at forudsætte endog blot en Tvivl
herom. Man vovede endnu ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
