Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Revolutionen
11
at sige, hvad man mente, og saaledes saa man endnu
en Forsamling, hvis Flertal bestod af Fritænkere,
deltage i kirkelige Optog og overvære den katolske
Gudstjeneste. Kun to Maaneder senere kom da Forslaget
om at erklære Katolicismen for Nationalreligion frem
paany, denne Gang efter Maury’s forbitrede Udfald
imod Forslaget om Kirkegodsets Inddragning under
Staten. Det blev denne Gang stillet af en Gejstlig,
Dom Gerle, der senere som Jakobiner viste sig
meget ivrig for at bringe denne sin første offenlige
Optræden i Glemme. Mirabeau svarede med en Hentydning
til det Vindue i Louvre, som han fra Talerstolen havde
for Øje, «det samme,> raabte han, «fra hvilket en
fransk Enehersker, der blandede de verdslige Formaal
med Religionens aandelige Formaal, affyrede det
Bøsseskud, der gav Signalet til Bartholomæusnatten.*
Og dog bøjede man atter denne Gang af og gik uden om
Sagen, idet man erklærede, at Religionens Majestæt
og den Ærefrygt, man skyldte den, ikke tillod, at den
blev Genstand for en Forhandling. Hele Højre afholdt
sig fra at stemme, og en Indsigelse blev ovenikøbet
nedlagt, underskrevet af 297 Medlemmer, hvoraf 144 af
Kleresiet. Man var vaklende og sagde sig selv imod.
Adelen, der hundrede Aar før havde tiljublet
Ludvig den 14de Bifald, da han tilbagekaldte
det i Nantes givne Tolerance-Tilsagn, var gennem
PaVvirkningen af det 18de Aarhundredes Literatur
bleven saaledes omstemt, at da den forhandlede som
Stand, havde den i rent Voltairesk Aand udtalt sig
for almindelig Fordragelighed; men dog havde den
ligesom uvis tilføjet, at den katolske Kirke burde
være Folkekirke. Borgerstanden, der tildels var
jansenistisk og derfor i Virkeligheden langt mindre
frisindet, havde som Stand udtalt sig paa lignende
undvigende Maade. Men efter at Nationalforsamlingen
var traadt sammen, var enhver Uvished i Grunden forud
udelukket. Thi et af Forsamlingens første Skridt var
som bekendt Erklæringen af Menneskerettighederne,
og imellem disse Menneskerettigheder var udtrykkeligt
stillet Frihed til at tænke og tale ogsaa i religiøse
Anliggender. Artikel 10 i Erklæringen lyder nemlig:
Bingen bør foruroliges for sine Meningers, end ikke
for sine religiøse Meningers Skyld, forudsat at hans
Tilkendegivelse af disse ikke forstyrrer den lovlige
Orden.» Paven svarede med at betegne denne Frihed som
«en unaturlig og vanvittig Ret, der kvæler Fornuften*
(sic), og
G. Brandes: Samlede Skrifter. V.
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
