Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12 Reaktionen i
Frankrig
hermed skulde det synes som om de to Lejres Stilling
til hinanden var bestemt.
Man sporer, hvorledes Situationen klarer sig,
da Talen i den grundlovgivende Forsamling kommer
paa Fordrageligheden. I Forslaget til Erklæringen
af Menneskerettighederne var en Artikel formet
saaledes: «Gudsdyrkelsen hører under Politiet;
følgelig tilkommer det Samfundet at ordne den, at
tillade én Kirkeskik og forbyde en anden.» Mirabeau
angreb denne Artikel med Voldsomhed.
«Jeg vil ikke præke Taalsomhed,» sagde han. «Den
mest uindskrænkede Religionsfrihed er i mine Øjne
en saa hellig Ret, at Ordet Taalsomhed som Udtryk
for den næsten selv synes mig tyrannisk, da selve
Tilværelsen af en Myndighed, der har Magt til at
taale, altsaa ogsaa til ikke at gøre det, er et
Indgreb i Tankens Frihed.» I et følgende Møde gaar
han videre endnu: «Man har talt om en herskende
Kirkeskik; hvad mener man med herskende? jeg
forstaar ikke dette Ord og udbeder mig en
Begrebsbestemmelse deraf. Mener man en Kirkeskik,
som undertrykker de andre? Men har Forsamlingen
da ikke banlyst Ordet Undertrykkelse? Eller er det
Fyrstens Religion, man mener? Fyrsten har ikke Ret
til at herske over Samvittighederne eller til at
rette Meningerne. Eller tænker man paa Flertallets
Gudsdyrkelse? En Gudsdyrkelse er en Mening. Denne
eller hin Gudsdyrkelse er et Udslag af denne
eller hin Mening. Men en Mening danner sig ikke
ved Sammentælling af Stemmer. Tanken tilhører os,
er uafhængig og lader sig ikke binde.»
Man ser, hvorledes Modet til at udtale sin Anskuelse i
religiøse Anliggender begyndte at prøve sine Vinger.
Her et andet Ekempel paa, med hvilken Fart man saavel
i som udenfor Forsamlingen fra en frygtsom Begyndelse
hævede sig til Bevidstheden om den store aandelige
Omvæltning, der foregik.
I Oktober 1789 stod for Nationalforsamlingens Skranke
en besynderligt udseende Deputation i lange Klæder
og med østerlandske Træk. Det var Jøder fra Elsass og
Lothringen. De anraabte paa deres Troesfællers Vegne
om Barmhjertighed. «Høj-baarne Forsamling,* sagde de,
«i den Eviges Navn, der er Ophav til al Retfærdighed
og Sandhed, i Guds Navn, som har givet alle Mennesker
lige Rettigheder og Pligter, i Menneskehedens Navn,
der gennem Aarhundreder er bleven krænket ved den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
