Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
16 Reaktionen i
Frankrig
gaar det, tiltrods for at han skælder og smelder,
saalænge han endnu kan se sit Klokketaarn. -
Men paa andre Steder blev Eden aftvungen Præsten
med Bajonetten for Brystet, ja en enkelt Gang
blev han staaende paa Prædikestolen dræbt med et
Geværskud. Blev der nu imidlertid saaledes begaaet
enkelte Overgreb mod de ikke edfæstede Præster, saa
var dette dog for Intet at regne mod hvad der fra
disses Side skete. De skildrede for Landbefolkningen
den borgerlige Forfatning, der i Virkeligheden
ikke havde rørt ved Religionen, som en Djævelens
Gerning. De lærte det var Dødssynd at tage Sakramentet
af en Præst, der havde aflagt Ed til Regeringen,
dernæst at de Børn, som de af disse Præster Viede fik,
var at betragte som uægte, ja at Guds Forbandelse
hvilede over ethvert saadant Barns Vugge. Snart
blev en forfatningstro Præst forfulgt med Stenkast i
Kirken, snart en hængt i Korets Lysekrone. De Kirker,
Nationalforsamlingen, havde ladet lukke, blev aabnede
med Økseslag. I enkelte Departementer drog morderiske
Bander af Pilegrimme anførte af Præster over Markerne
med Gevær og Spyd i Haanden. Værst gik det dog til i
Bretagne. Naar dér den simple Bonde var gaaet mange
Mile fra sit eget Sogn for at høre en rigtig, o:
ikke edfæstet Præst og saa ved sin Hjemkomst saa en
halv Snes af sine Bysbørn gaa ud af hans egen Kirke
efter i al Mag at have hørt den nysankomne Præst,
var hans Had saa levende, at han troede sig berettiget
til enhver Voldsomhed, hvortil han blev ophidset fra
kirkelig Side.
Da nu den lovgivende Forsamling traadte sammen,
var der ingen Stænder mere. Adelen havde udvandret,
og den højere Gejstlighed anraabte i Landflygtighed
om fremmede Hoffers Bistand. Den lavere Gejstlighed
var fanatisk revolutionsfjendtlig og ophidsede
den uvidende Mængde. Det Sprog, som nu førtes i
Forsamlingen, var himmelvidt forskelligt fra det
tidligere. Den staaende Anklage mod Religionen
var nu den naivt udtrykte, at den ikke stemmede
med Forfatningen, og imod Gejstligheden, at den
udelukkende gik ud paa at faa sine Ejendomme og sit
Gods tilbage. Præsternes Løgne og Voldsgerninger
havde opirret Stemningen til det Yderste. Hvis et Par
forsonlige Stemmer lod sig høre som Digteren André
Chénier’s, der ytrede, at Præsterne ikke forstyrrer
Staten, naar den ikke sysselsætter sig med dem,
eller som Talleyrand’s, der sagde, at da ingen Form
af Religiøsitet var paabudt ved Lov, burde heller
ingen rammes af Loven, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
