Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - I. Revolutionen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34 Reaktionen i
Frankrig
hytten; den var hellig, man knælede i den. Nu
var Kirken lukket. Hvem der har set Almuesmænd i
Frankrig eller Italien bede, set den rørende Andagt
i Øjne saa alvorlige og saa klare som en Hunds,
begriber, hvad det for Bonden vilde sige, at der
ikke mere skulde være Messe eller Præst. Endelig
Søndagen. Bonden er imod enhver Forandring, hvis
Nytte ikke øjeblikkelig synes ham indlysende. Og nu
skulde Søndagen sløjfes. Havde man hørt Mage? Hvem
var nogensinde faldet paa noget lignende! Hvem kunde
falde derpaa uden disse Herrer i Paris! I meget
mere end tusinde Aar havde man holdt Søndag, maaske
lige siden Verdens Skabelse, Vor Herre selv havde
jo holdt Søndag, og nu skulde Ugen have ti Dage og
kaldes Decade, som Ingen vidste hvad var. Man vilde
altsaa endogsaa afskaffe den gode Gud.
Man føje hertil Virkningen paa de yngre og endnu
ufordærvede Præster. Frayssinous, der blev saa berømt
som katolsk Kristendomsforsvarer efter Kongedømmets
Genoprettelse, fortæller, hvorledes han selv og
en Ven af ham, der ligeledes var Præst, midt under
Rædselstiden trods alle Trusler om Forvisning vedblev
at udøve deres præstelige Embede, og for at prøve og
styrke sig, for at gøre sig fortrolige med den Død,
som ventede dem i det Tilfælde, at de blev opdagne,
skiftevis gik hen og overværede Henrettelserne paa
det staaende Skafot i Rodez.
Man tænke sig unge, begejstrede Præster som disse
eller som de skildres i Lamartines Jocelyn samles
i Stilhed med deres Menighed Søndagmorgen i Huler
under Jorden, i kolde og fugtige Kældere, der næsten
kunde minde om de første Kristnes underjordiske
Gravgange. Man taler sammen om de trange Tider for
Kirken, trøster hverandre, hører en Præken, modtager
det indviede Nadverbrød og gaar bort med vaade Øjne
og opløftet Sind. Den fornemme Dame og den simpleste
Bondekone har her følt sig som Medlemmer af samme
Menighed paa en ganske anden Maade, end da de var
adskilte ved hele den Afstand, der skiller den øverste
Kirkestol fra den sidste.
Selve Berøvelsen af Kirkegodset blev fremdeles et
Gode for Kirken. Mangen en Præst, som Vellevned
havde fordærvet, saa sig pludselig indskrænket til
den evangeliske Fattigdom. Hvis Savnene tirrede
og æggede Mange, saa lutrede de Andre. Den Sag, for
hvilken et Menneske lider, bliver ham kær. Den usikre,
halvfilosofiske Præst, der tidligere (som Barante
fortæller det om det 18de Aarhundredes Gejstlighed)
i Grunden rødmede ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
