Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - III. Autoritetsprincipet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 Reaktionen i
Frankrig
Literaturen og Kunsterne 1801, og det er det, som
navnlig fore tages i Chateaubriands Kristendommens
Aand 1802.
Man finder nu i Rousseau den farligste Talsmand for
det 18de Aarhundredes Tanker. En kort Skildring af
Angrebene paa ham, der gaar i alle Retninger, vil
vise hvad sandt og hvad falsk der laa i dem.
Først det politiske Angreb. Det er i hele det 19de
Aarhundrede ofte gentaget og bør ikke glemmes, at
det skortede det forrige Aarhundrede paa historisk
Sans. En af dets berømmeligste Repræsentanter
d’Alembert ønskede endog Erindringen om alle
tidligere Tider ryddet bort. Til Rousseaus og det
18de Aarhundredes naive Tro paa, at den udskelnede
Tanke uden Hensyn til Historie og Virkelighed
kan omdanne Tilværelsen, stillede man sig nu paa
alle Omraader angribende. Det forrige Tidehverv
havde troet, at Alt var godt, naar man blot fik en
skreven Forfatning,, som ophævede hvad man ansaa
for Misbrug, og fastslog hvad man ansaa for Ret. Den
havde betragtet dette Stykke Papir, eller, som man
dengang kaldte det, disse Lovens Tavler som Landets
virkelige Forfatning. Herimod retter Joseph de Maistre
sin Sætning: ^Mennesket kan ikke lave en Forfatning,
og en lovlig; Forfatning kan ikke være skreven.> Han
har heri halvvejs den mest lysende Ret og halvvejs
den særeste Uret.
Han aner den store Sandhed, som i Nutids-Politik
kan betragtes som indvunden, at et Lands sande
Forfatning bestaar af Landets virkelige Magtforhold,
som de foreligger, Magtforhold^ som ikke ændres,
fordi politiske Dilettanter omskriver dem paa et
Blad Papir. For De Maistre har den givne Øvrighed
altid en ubetinget Ret. Enhver Opstand synes ham en
Forbrydelse, men, med sit Blik for Virkeligheder tror
han ikke paa den skrevne Forfatning som Skranke. Om
Skranken mod Tøjlesløsheden siger han: «Det er
Sædvanen, eller Samvittigheden, eller en Pavekrone,,
eller en Dolk, men det er altid et Noget.» Den skrevne
Forfatning alene er ham intet Virkeligt.
Hans sære Vildfarelse ligger i Maaden, hvorpaa han
begrunder sit Had til denne skrevne Forfatning. Han
mener, at hvad der er skrevet, hvad der er forudset og
fastslaaet ved menneskelig Klogskab er at betragte som
et Indgreb i det guddommelige Forsyns Raaderum. «Det
er Næsvished mod Gud, ikke at have Tillid til det
Uforudsete, og enhver Regering, der er bygget paa
bestemte Love, hviler paa en Anmasselse af den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
