Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - V. Joseph de Maistre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Joseph de Maistre
81
have været i Livsfare og hvor han med sin
Familie led stor Nød. Fra Aaret 1800 var han
den højeste Øvrighedsperson paa Sardinien og
forsøgte med Møje at hidføre faste Tilstande i
Øens slappede Retsvæsen. 1802 udnævnte den fra
alle Sider forladte Konge ham til sin Minister i
St. Petersborg. Overtagelsen af denne Post tvang ham
til at skille sig fra sin Familie, til hvilken han
var knyttet ved de inderligste Baand. Lønnen var saa
ussel, at den neppe kunde brødføde ham, end mindre
flerel Han var saa fattig, at han ikke engang ejede
en Pels. Men i Rusland, hvor Alexander den Førstes
Regering netop da stod i Flor og hvor det lige straks
lykkedes den fattige Minister for en Magt, der næsten
ikke kom i Betragtning, at vinde Kejserens Tillid
i allerhøjeste Grad, udfoldede de Maistres Evner
og Indflydelse sig helt. Hans Karakters Fasthed og
Renhed, hans udpræget fyrstetro og samfundsbevarende
Anskuelser, endelig hans kundskabsrige Aands Skarphed
og Vid sikrede ham en overlegen Stilling ved et Hof,
hvis Herre hverken manglede Sans for en ualmindelig
Karakter eller for fremragende Evner.
Skønt af Nationalitet en Piemonteser og af
Livsstilling som Diplomat nødvendigvis til en vis
Grad Verdensborger, tilhører Joseph de Maistre
ved sit Sprog og ikke ved det alene den franske
Literatur. Alle hans literære Forudsætninger var
franske, og der var i hans Aands hele Anlæg meget
Fransk. Ikke blot var Frankrig ham altid Hovedmagten i
Europa og Frankrigs Konge som den «allerkristeligste»
Hersker nødvendigvis Hovedstøtten for Enevældens og
Kristendommens Statsorden, men han holdt i Grunden
med Frankrig, selv naar dets Fjender kæmpede for
hans Ideer imod det. Trods Alt glædede han sig,
naar han saa det republikanske Frankrig slaa de
forbundne Hære. Thi disse vilde Frankrigs Deling,
Tilintetgørelsen af dets Indflydelse: «Men vore
Efterkommere, der vil bryde sig saare lidt om
vore Lidelser og der vil danse paa vore Grave, vil
lettelig trøste sig over de Udskejelser, som vi har
været Vidner til og som har bevaret det skønneste
Rige efter Himmeriges udelt.» Han ønsker Sejr
over Jakobinismen, men ikke Frankrigs Ødelæggelse,
thi den vilde være enstydig med «Menneskeslægtens
uigenkaldelige Fordummelse.»
Han følte sig da ogsaa i visse Maader som af fransk
Blod. Hele sit Liv igennem hævder han og opfylder,
han sin Troskabs-pligt som Kongen af Sardiniens Mand
og Tjener, men naar han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
