Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - VII. Chateaubriand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chateaubriand
128
værdig til hendes Yndest! Hun synes tilmed at have
været ærgerrig paa hans Vegne, at have ladet ham
øjne Besiddelsen af hende langt ude som en Løn
for nye Anstrengelser. Lad der endog være noget
Middelalderligt og om Riddertiden Mindende i dette
Forhold - en sand Begrebsforvirring maa ligefuldt
findes hos den, der her vil tale om Korsfart
og Pilgrimsgang. Og dog var Chateaubriand ingen
Prælatsjæl; han var en stor Herre, hovmodig-stolt
og opfyldt af sig selv, fuld af Modsigelseslyst og
Menneskeforagt, der paa Trods havde anbragt Kirkens
Farver paa sin Hjelm og nu bar dem ikke blot i ethvert
Dystløb, men ogsaa ved ethvert Stævnemøde.
Chateaubriand siger i sine Erindringer (Mémoires
d’outre-tombe): «Men har jeg ogsaa i Rejsebeskrivelsen
sagt Alt om denne Rejse, der begyndte i Desdemonas
og Othellos Havnestad? Gik jeg til Kristi Grav med
et angrende Sindelag? En eneste Tanke fortærede mig;
jeg talte med Utaalmodighed Øjeblikkene. Fra Dækket
af mit Skib, med Øjnene fæstede paa Aften stjernen,
bad jeg den om Medbør for at komme hurtig afsted;
om Hæder for at blive elsket. Jeg haabede at erhverve
mig Hæder i Sparta, i Zion, i Memfis, i Karthago og
at bringe den med til Alhambra. Vilde man have bevaret
Erindringen om mig saa udholdende som jeg aflagde mine
Prøver? . . . Hvis jeg hemmeligt nyder et Øjebliks
Lykke, saa forstyrres den ved Erindringen om hine
Forførelsens, Fortryllelsens og Galskabens Dage.»
Saaledes taler en moderne Tannhauser, der længes
tilbage til sit Venusbjerg. Chateaubriand
har øjensynlig glemt, at han tillagde sig en
middelalderlig Pilgrims Følelser og Formaal. Den Dame,
der havde sat ham Stævne i Alhambra, var den unge Fru
de Mouchy, der senere døde sindssyg. Hun skildres
af Samtidige som et Vidunder af Skønhed, Ynde og
Finhed. - Chateaubriand var gift lige siden 1792. Hans
Ægteskab var uden Tvivl en Ubesin-dighed,.men som
den kristelige Morals saa ivrige Talsmand burde han
vel have anset sig for bunden deraf, hvordan det saa
var indgaaet. Han skildrer dets Stiftelse saaledes
i sine Erindringer: «Affæren blev drevet uden mit
Vidende. Jeg havde neppe set Frøken de Lavigne
tre eller fire Gange . . . Jeg følte mig i ingen
Henseende skikket til Ægtemand. Alle mine Illusioner
levede endnu, Intet var udtømt i mig; mit Livs Energi
var endog fordoblet ved mine Rejser. Jeg var stadigt
plaget af Musen. Min Søster holdt af Frøken de Lavigne
og saa i dette Ægteskab en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
