Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - VII. Chateaubriand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chateaubriand
139
den truede Kirke lod den stærke og frygtelige Gud
Himlen sine Planer vide»*.)
3 Til dagligt Brug sidder Sønnen uafbrudt ved et
hemmelighedsfuldt Bord, og 24 Oldinge, klædte i hvide
Kjortler og med Guldkroner paa Hovedet, sidder paa
Troner ved hans Side. Nærved ham staar hans levende
Vogn, hvis Hjul spyr Ild. «Naar Folkenes Forventede
værdiges at vise sig for de Udkaarne i et helt og
fuldstændigt Syn, saa falder disse ned som døde for
hans Aasyn, men han udstrækker sin Højre og siger
til dem: Rejser Eder op, I min Faders Velsignede! Ser
paa mig, jeg er den Første og den Sidste.*
Ved Gentagelse synes denne Gymnastik at maatte tabe
meget af sin Tiltrækning.
Valdemar Atterdag vilde bede Gud lade Chateaubriand
beholde sit Himmerige.
Som Eksempel paa denne Himmels Overnaturligheder
kan anføres, at de hellige Oldinges Dragter bliver
hvidnede i Lammets Blod. I andre Træk røber denne
Himmel sig som moderne Arbejde. Hvor vilkaarligt Alt
i dette Himmerige end gaar til, kan Chateaubriand
nemlig dog forsaavidt ikke undslaa sig for Paavirkning
af den Tid, hvori han lever, som der selv i dette
Himmerige gives Naturlove. Der staar udtrykkeligt
om de Salige, at de gerne vil gøre Bekendtkab med
de Love, efter hvilke de tunge Legemer med saa stor
Lethed farer igennem Æteren. Dette Træk foregriber
ligesom Standpunktet i Byrons Kain.
Dernæst er det i kunstnerisk Henseende lærerigt at se,
hvorledes Chateaubriand paa de Punkter, hvor han ikke
laaner fra
*) Smgln. Parny:
Étaient-ils trois, ou bien n’étaient’ils qu’un? Trois
en un seul; votis comprenez, j’espére? Figurez-vous
un venerable pére, Au front serein, å Fair un peu
commun, Ni beau, ni laid, assez vert pour son age
Et bien assis sur le dos d’un nuage . . . De son
bras droit å son bras gauche vol e Certain pigeon
coiffé d’un auréole . . . Sur ses genoux un bel
agneau repose, Qui bien lave, bien frais, bien
délicat, Portant au cou ruban couleur de rose De
Fauréole emprunt aussi l’éclat. Ainsi parut le triple
personnage . . . O. Brandes: Samlede Skrifter. V.
10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
