Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - VII. Chateaubriand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 Reaktionen i
Frankrig
ligge hen som Grusdynger, fælder en Græker, der er
ombord, paa Skibet, Taarer ved Erindringen om sit
Fædrelands fordums Storhed, og det skildres smukt,
hvorledes den Enkelte ligesom føler sin særskilte
Sorg svinde ind ved Skuet af de store, overvældende
Ulykker, der knuser hele Folkeslag. Eudoros siger saa:
«Denne Lære syntes at ligge over min unge Fornuft,
og dog forstod jeg den, medens de andre unge Mænd, der
var med ombord, var uimodtagelige for den. Hvoraf kom
denne Forskel? Af vore Religioner. De var Hedninge,
jeg var Kristent
Chateaubriand vil altsaa hævde det kristelige
Følelsesliv denne udsøgte Sans for Naturomgivelserne
og for den Lære, de kan give, en Sans, hvilken
Hedningen som Hedning skal mangle.
Det svækker imidlertid Læren, at hele dette Sted
ikke er Andet end Oversættelse af et berømt, fra
Oldtiden opbevaret Brev fra Sulpicius til Cicero*),
altsaa netop er forfattet af en Hedning. Det er
da ikke skikket til Bevis for, hvilke poetiske
Følelser Hedningen maa mangle. Men dette Træk er
sindbilledligt. Saaledes udgives hos Chateaubriand den
dogmatiske Religion bestandig for at være i Besiddelse
af visse overnaturlige Skønheder og Egenskaber, der
skal fattes Naturen som Natur, og dog er alt det i
den, der har digterisk eller sædeligt Værd, kun Udtryk
for Menneskenaturen. Som Feuerbach sagde det: Al Lære
om Gud er inderst inde Lære om Menneskenaturen.
Kaster vi da et Blik tilbage over denne halvvejs
saa dristige og halvvejs saa vedtægtstemmende
Digtning, lader det sig ikke nægte, at den Del
deraf, som gaar ud paa umiddelbar Anvendelse af
Kristendommens overnaturlige Verden er mislykket,
hvad Chateaubriand da ogsaa aaben t tilstaar i sine
Erindringer. Det, som duer deraf, det er de rent
menneskelige Partier, af hvilke vi i det Følgende
vil gennemgaa et. Chateaubriands egen religiøse
Begejstring var altfor villet og forsætlig til at
Aarhundredets Tvivl og Kulde overfor Underets Verden
ikke skulde have sat sig Spor i hans Værk.
r’Han hyklede ingenlunde ligefrem; men han bedrog sig
selv. Et Bevis paa, hvor rørt han selv kunde blive ved
Læsningen af sine Martyrer er kommet for Dagen i det
fine og elskværdige, fra alle Sider som paalideligt
anerkendte selvbiografiske Skrift: Pradence’s
Forelskelser af Fru de Saman, o: Fru Allart de Méri-
*) Ad familiares lib. IV. epist. 5.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
