Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - VII. Chateaubriand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chateaubriand
149
Evne stridig**). Hvor han vil skildre Ludvig nøjere,
siger han: "Egenkærlig og uden Fordomme som Ludvig
den 18de var, vilde han bevare sin Rolighed for
enhver Pris . . . Uden at være grusom var Kongen
dog ikke menneskelig.» Han fortæller, hvorledes
Ludvig roste sig af at kunne hæve en Yndling saa
højt, at denne vilde vække almindelig Misundelse,
og tager til Genmæle: «For at kunne løfte de andre
maa man være vis paa ikke at falde selv. Men hvad
var Kongerne paa den Tid, til hvilken vi med Ludvig
den 18de var naaede? Kunde de end gøre en Mand rig,
saa kunde de dog ikke længer gøre ham stor. De var
ikke mere andet end deres Yndlinges Bankier’er.»
Og ikke nok med disse skarpe Ord. Der er Steder
hvor Chateaubriand tyr til de skemtefulde. Saaledes
fortæller han i sin Bog om Kongressen i Verona,
hvorledes det paa et enkelt Tidspunkt hændte,
at han vandt Kongens Velvilje, saa hans Fæller i
Ministeriet formelig blev skinsyge paa ham: «Kongen
faldt ofte i Søvn i Statsraadet, og deri gjorde han
højlig Ret; thi hvis han ikke sov, saa fortalte han
Historier. Han havde et stort Skuespillertalent. Men
det morede ikke Hr. de Villéle, som vilde behandle
Statssagerne. Hr. de Corciére lagde sine Albuer,
sin Tobaksdaase og sit blaa Lommetørklæde op paa
Bordet; de andre Ministre hørte til i Taushed. Jeg
alene kunde ikke lade være at more mig over Hans
Majestæts Fortællinger, og Kongen var øjensynligt
henrykt derover. Før han da begyndte en Anekdote,
søgte han efter en Undskyldning, og sagde med sin
lille, tynde, klare Stemme: «,Teg vil faa Hr. de
Chateaubriand til at le»**).
Det kan da ikke undre, at Chateaubriand efter
etsteds at have udviklet, hvorledes man i et
demokratisk Samfund kommer frem ved at vaase om
Frihed, Menneskeslægtens Fremskridt og Fremtid
etc., fuldstændiggør Billedet ved denne Udmaling af
Forholdene i det adelsstyrede og kongetro Samfund,
han altid havde forherliget: «Spil Whist, sig med
en dyb og alvorsfuld Mine Flovser og Vittigheder,
du har forberedt, og dit Genis straalende Løbebane
er sikret.»
Saa fuldstændig helbrededes i Aarenes Løb
for alle Illu-
*) Et il se rengorgea d’un air capable et
goguenard; mais j e ne prétendais disputer au Roi
aucune puissance.
**) Mémoires. Tome VIII 216, 222. Congres de
Vérone I 172, II 525.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
