Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - IX. Lyriken: Lamartine og Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180 Reaktionen i
Frankrig
og Tobias med Englen gav ham de første boglige
og kunstneriske Indtryk. Fra 1794 levede Familien
meget tilbagetrukken og i smaa Kaar paa sin lille
Landejendom Milly. Der blev Sønnen først opdraget af
en elskværdig Abbed, saa sat i en Skole i Lyon, der
ved sin Raahed i Tone og Færd Saarede hans Finfølelse
og vakte hans Afsky. Han blev derfor efter sin Moders
og sit eget Ønske sendt til en Jesuiterskole i Belley,
som Jesuiterne paa dette Tidspunkt med Omgaaelse af
de Love, efter hvilke de var fordrevne fra Frankrig,
underholdt under Navn af Troens Fædre. Han følte sig
her usigeligt lykkelig og vel tilpas. Lærerne var
venlige og fine; en af dem mindede ham om Fénélon;
Jesuiterne er visselig i vort Aarhundrede ikke
blot de hensynsløseste, men de elskværdigste og
klogeste, derfor farligste af alle Gejstlige. Og
blandt Eleverne fandt han hurtigt jævnbyrdige Venner,
der tilhørte sardinske og franske- Adelsfamilier,
saaledes en ung Alfieri, den unge Virieu, der under
Mærket V. forekommer i Lamartine’s Graziella, og en
Søstersøn af Grev Joseph de Maistre, Louis de Vignet,
gennem hvem han lærte alle Medlemmerne af den berømte
Familie at kende, af hvilke Greven vel personligt
tiltrak ham mindst, men dog igennem Breve som igennem
sine Værker udøvede sin Indflydelse paa ham.
Her i Skolen lærte han en Dag gennem en af
Lærernes Oplæsning Chateaubriand at kende. Den
majestætiske Stils Storhed og Ynde gjorde det dybeste
Indtryk paa Drengen, der aldrig havde hørt noget
Lignende. Imidlertid hævder han i sine Erindringer,
at han næsten straks forholdt sig kritisk til denne
Stil; han faldt, siger han, i et Vanvid af Beundring,
men nkke i den slette Smags Vanvid.» Og han paastaar
at han kort Tid efter til sine Kammerater samlede sine
Udsættelser i denne Udtalelse om Kristendommens Aand:
«Der mangler Hovedelementet i al fuldendt Skønhed,
det Naturlige. Det er smukt, men det er altfor smukt.>
Med andre Ord, han, som selv var saa instinktiv,
fandt Chateaubriands Udtryk søgt, «og det, som er
søgt, er ikke fundet.* Rimelivis foruddaterer han
en Smule sin Kritik. Hans Sværmeri var i ethvert
Tilfælde saa stærkt, at det endnu i 1824 ved Karl
den lOdes Salvning gav sig Luft i Hymnestil:
Erkebispen.
Og denne ædle Ridder, som i sit Vaabenskjold bærer
Pilgrimmens Kors midt i Liljernes Fold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
