Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - IX. Lyriken: Lamartine og Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 Reaktionen
i Frankrig
talende, naar han tav. - Senere henvendte Kongen
nogle Gange Ordet til ham, naar han red ved Siden af
den kongelige Vogn.
Da Napoleon var landet i Cannes og foretog sit
Sejersløb igennem Frankrig, fulgte Lamartine Hoffet
til den flanderske Grænse, men dér blev Gården opløst
og hjemsendt, og efter de hundrede Dage tog han ikke
Tjeneste mere, saa ikke heller Kongen igen. Dog da
denne i 1820 læste det første Bind af Lamartines
Digte, mindedes han at have set den unge Officer
af sin Garde, og sendte ham som Belønning en Udgave
af det gamle Grækenlands og Roms Digtere. Lamartine
bemærker i den Anledning noget vel hastigt, at Kong
Ludvig øjensynligt antog sig for en Augustus, der
havde opdaget en Vergil.
Han optræder offenlig fra først af som Elev af
Chateaubriand og Bonald. I sin Raphael (50de Afsnit)
har han selv fortalt, hvorledes hans Bekendtskab
med Bonald blev indledet. Da han 24 Aar gammel i
Chambéry ved Alpernes Fod tilbad den unge skønne
Kreolerinde, som han i sine Digte har forherliget
under Navnet Elvire, blev han af sin Veninde opfordret
til at skrive en Ode til Bonald, der var en stadig
og hædret Gæst i hendes Hus. Lamartine meddeler, at
han kun kendte Bonald af Navn og af den Glans, hans
Ry som kristelig Lovgiver havde lagt om Navnet. «Jeg
forestillede mig, siger han, at jeg skulde tale til
en moderne Moses, der af et nyt Sinais -Straaler
øste det guddommelige Lys, hvormed han opklarede de
menneskelige Love.» Lamartine skrev da til Bonald
den Ode, der i hans første Digtsamling bærer Titlen
Geniet, og hvori det paa Tro og Love fortælles,
at Bonald adspreder de berømte Vranglæreres falske
Klarhed, af Mørkets Skød uddrager blændende Sandheder
o. s. v. og fører den aandelige Verden fra Uorden
til Ordenen selv.*} Dette magre Begreb om det Gode:
Ordenen vender overalt tilbage. Bonald svarede med
at oversende den unge Digter et Eksemplar af sine
samlede Værker. Lamartine læste dem med Begejstring,
og naar han sidenhen i Anmærkningen til denne Ode
synes at ville fragaa, at han blev saa dybt greben af
dem som han blev, bør man skrive dette paa den senere
Erkendelses Regning. Han siger her: «Jeg læste disse
Skrifter med det poetiske Sværmeri for Fortiden og
med den Hjertets Pietet overfor Ruiner,
*) Gennem Uordnen til Ordenen selv Aandens Verden
er fort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
