Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - IX. Lyriken: Lamartine og Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184 Reaktionen i
Frankrig
som sin, den kristelige Digters Opgave at drive
den hedenske Mytologi ud af Lyriken, saa er det i
Virkeligheden ingen gudelig men en rent digterisk
Drift, der leder ham. De gamle Myter var i Lyriken
for længe siden indskrumpede til Allegorier eller
Omskrivninger, og var altfor tomme til at kunne virke
skadeligt paa Nogens Religiøsitet. Det var virkelig
ikke nødvendigt at tage religiøst til Genmæle imod
Troen paa Apollo og Amor.
Det, hvorved Lamartine virkede, det var, at han
udtalte snart de tungsindige, snart de beroligende,
snart de begejstrende Ord, som Mangfoldige trængte
til at høre. Man savnede hos ham ikke nye Tanker;
man var bevæget og hjertegreben ved Klangen af denne
tiltalende Stemme. Man følte atter visse Fibrer
leve og røre sig i En, som under den almindelige
Nedslaaethed havde syntes følelsesløse. Lamartine
bragte Strenge, som længe ikke havde givet Lyd, til
paany at lade Toner høre, og man henryktes over det
Nye, som laa i atter at bringe hine gamle Erindringer
til at leve. Og saa var der desuden i denne Lyrik et
virkelig nyt Element. For Lamartine var det Stygge
og Onde ikke til, ja end ikke det Smaa og Smaalige
eksisterede for ham. Alt fremtraadte hos ham i et
Klædebon af skinnende Lys. Der var Himmelglans over
hans Digte. For første Gang i lang Tid fik brede,
rige Følelser Udtryk i skøntflydende Vers.
I den akademiske Modtagelsestale, som den store
Naturforsker Cuvier holdt til Lamartine i 1830,
viser han, hvorledes Mennesket i den dybe Nat, som
omringer dets Fornuft, trænger til en Fører, der kan
rive det ud af Tvivlens sorte Vildrede og henrive det
til Lysets og Tryghedens Egne. Han beskylder Byron for
i Verdensaltet kun at have set et Tempel for det Ondes
Gud, og hilser i Lamartine Haabets Sanger. Saaledes
sammenblandede Frankrig som en Stakkel, der kommer til
Kræfter efter en Sygdom, Haabet med Troen, Trøsten med
Læresætninger, Livsmodet med Hævdelse af Pavemagten i
en stor Uklarhed, saa længe indtil Forholdenes Magt
splittede Taagerne og tvang saavel Forfatterne som
Publikum til at indtage bestemte Standpunkter.
Endnu meget senere var Lamartine Tidsrummets Mand. I
sin Tiltrædelsestale til det franske Akademi, holdt
kun fire Maaneder før Julirevolutionens Udbrud,
gør han i den ham paalagte Lovtale over Daru det
Kunststykke ikke at nævne Napoleons Navn og siger
udtrykkeligt: «Dette Aarhundrede vil blive dateret
fra vor dobbelte Genoprettelse af mistede Goder:
Frihedens Gen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
