Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - IX. Lyriken: Lamartine og Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyriken: Lamartine og Hugo
187
nu den mest trællesindede Lovsang til en Gud, der
efter hans egen Fremstilling overøser med Elendighed
og Ulykke, plager, martrer, raner og rammer, og
slutter saa med den Opfordring til Byron:
Send til Himlen et Raab, o du Helvedes Sanger!
De senere tilføjede Anmærkninger til dette Digt
røber en Uvidenhed om Lord Byrons Forhold, der er
forbausende. Næsten Alt, hvad der heri siges om Byron,
er galt. Ja Lamartine, der har føjet en Sang til C
hilde-Harold, lærte sit Liv igennem aldrig at stave
dette Navn.
En lignende Formyndertone, som den, Lamartine her
anslog overfor Byron, traadte senere paany frem i hans
Digtning overfor Alfred de Musset, hvem han ligeledes
henviste til gudelige og sædelige Hverdagstalemaader
som Kurmidler.
Uskyldigere fremtræder den pligtskyldige Gudsfrygt
i Oden Udødelighed, fordi den her er mere følt. Den
er rettet til Elvire, hans Ungdomselskede, hvis
fritænkerske Aandsretning voldte ham saa mange Sorger,
og har til Øjemed at trøste hende, den Dødssyge, med
Udsigten til en Udødelighed, hvorpaa hun hidtil ikke
har villet tro. Og dog forekommer selv her saa kolde
Allegorier som denne: «0g Haabet, som staar nær dig,
o Død! drømmende paa en Grav, aabner mig en skønnere
Verden.»
Virkeligt lyrisk og ikke blot veltalende bliver
Lamartine kun i et eneste af disse til Guddommen
rettede Digte, og det er i Medationen Fortvivlelse,
som udtrykker Oprøret mod Gudsideen. Den har rytmisk
Sving, lidenskabelig Flugt og to Egenskaber der
hører til de sjældneste hos denne Digter: Kraft og
Fynd. Hvad har Gud vel set siden Verdens Skabelse:
Godhed, som bukker under for Frækhed, der bli’r prist,
Bedrag og Løgn, der hædres, Sandhed landsforvist,
Frihed, der bliver bragt
som Offer til det jordiske Gudepak, imedens Styrken
overalt grunder Uretfærdighedens
grænseløse Magt.
Og Digtet har i sin oprindelige Skikkelse
endda indeholdt ganske anderledes bitre og
ugudelige Strofer, som ved Trykningen blev skaarne
bort. Betegnende nok gendrev Lamartine det straks
efter paa sin Moders Opfordring i Svardigtet Forsynet
til Mennesket,
G. Brandes: Samlede Skrifter. V.
13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
