Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XI. Det formelle Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218 Reaktionen i
Frankrig
om, hvad der forstaas ved klassisk og romantisk
Kunstform*, og i Modsætning til alt det Vrøvl, som
paa hin Tid blev sagt derom, erklærer han den hele
Inddeling for tom og meningsløs med disse sunde Ord:
" «Det er anerkendt, at enhver Literatur modtager
et stærkere eller svagere Præg af det Folks Klima,
Sæder og Historie, hvis Udtryk den er. David. Homer,
Vergil, Tasso. Milton og Corneille, disse Mænd, der
hver betyder en Poesi og et Folk, har intet Andet
tilfælles end Geniet»; de kan følgelig ikke deles
i klassiske og romantiske Aander. Han imøde-gaar
den Ytring, at den literære Fornyelse (øjensynligt
Chateau-briands) er et Udslag af den politiske
Revolution. «Den nuværende Literatur kan tildels
være Revolutionens Resultat uden derfor at være dens
Udtrvk. Revolutionens Samfund har havt
V
sin ’Literatur, hæslig og taabelig som den. Hin
Literatur og hint Samfund er døde sammen og vil
ikke mere leve op. Ordenen genfødes fra alle Sider i
Institutionerne, den genfødes ligeledes i Literaturen
. . . Ligesom Revolutionen udgik fra Skrifter,
saaledes er den nuværende Literatur det foregrebne
Udtryk for det gudfrygtige og kongetro Samfund,
der uden Tvivl vil opstaa af hine Ruiner.»
Hugo tog fejl: hin Literatur var netop det nøjagtige
Udtryk for Samtidens Aandsliv, og de digteriske Reform
forsøg, som vakte saa stor Bekymring, i Virkeligheden
Forløbere for en literær Omvæltning. Thi de knækkede
Troen paa Autoriteten som Autoritet, i dette Tilfælde
Troen paa Boileau. Fra det Øjeblik af, det engang
var opdaget, at der var Pletter selv i denne Sol,
kunde Tvivlen ikke indskrænkes til de faa Punkter, paa
hvilke den først beskedent og forsigtigt havde vovet
sig frem. Den literære Overlevering var et Princip;
det var at antage eller at forkaste.
I Hugos næstsidste Fortale til Oderne, fra 1826,
føler man, hvorledes hans Grubien, der bestandigt
drejer sig om hint Tidens Yndlingsbegreb Ordenen, er
ifærd med at drive ham bort fra de literære Kyster og
ud paa det aabne Hav. Han har her opdaget, at Ordenen
dog er noget Andet end den Regelrethed, der opnaas ved
Tugt og Tvang. Med en Sammenligning, der ligger nær
for en Yngling, der som han er opdraget i Nærheden
af Versailles og med Chateaubriands Skildringer af
Nordamerikas rige Landskaber som Barnelæsning, tænker
han sig Haven i Versailles med dens i regelmæssige
Figurer udklippede Træer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
