Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XI. Det formelle Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222 Reaktionen i
Frankrig
Da kom jeg, jeg Røver, og skreg af hvad Aarsag
skal de. altid være forrest og de Andre altid bag?
Jeg satte en rød Hue paa det gamle Leksikon
og pusted af mine Lungers Kraft og Oprørsaand
paa Akademiet, saa det gøs ret i Madammen,
bag hvis Skørt de ængstelige Lignelser krøb sammen;
jeg pustede paa Aleksandrinernes Hær,
der dannede Carré, da de følte mig saa nær:
Intet Ord er mer Senator, intet Ord er ufrels Mand!
Det blev Storm i et Blækhus, og Ingen holdt Stand.
Ordenes sorte Flok - den tog jeg Vare
at faa blandet med Ideernes Sværm, den hvide Skare.
Og jeg sagde: Der gives intet Ord, paa hvilket ikke
Ideen, paa hvis Vinge Himlens Dugdraaber ligge,
Ideen ren og pur, som kun af Himmelblaaet véd -
intet Ord paa hvilket ikke Ideen kan slaa ned.
Dog endnu er Hugo, selv naar han tvivler, ikke
saa vidt. Han kalder endnu selv sin Poesi for
«Kavalerpoesi» og stempler med dette Ord, der
minder om Genoprettelsen af Kongedømmet i England,
sig selv som den særlige Digter for det franske
Kongedømmes Genoprejsning. Men den Umulighed, hvorpaa
han strander, er den, at faa den religiøse og den
literære Overlevering til at dække hinanden. I
Balladerne føles det især. Hugo fremdrager de gamle
Minder fra Middelalderen og Lenstiden. Hvad kan være
mere kongetro! Men Literaturen fra Ludvig den 14des
Tid havde fuldstændig brudt med Middelalderen og dens
Minder. Hvad kan altsaa være mindre klassisk! En
af Balladerne (La ronde da sabbat), skildrer en
Heksedans, en anden taler om Sylfer og Feer: al de
gamle Folkesagns brogede Overtro lever op, man er ikke
langt fra Romantiken. Endelig er Tonen i disse Digte
ikke klassisk; det er her som i Tyskland og Danmark
Folkesangenes Visetone, der afløser den fornemme og
boglige Stil. Denne Poesi har tilmed et nyt nationalt
Element (Le géant, le pas d’armes du roi Jean); den
vender sig fra Antiken til det gamle Frankrig. Ogsaa
med Hensyn til det Nationale var Chateaubriand den,
der havde gaaet i Spidsen, hans Skildringer af de
gamle Galler i Martyrerne var de første Forsøg af
den Art og paavirkede efter Augustin Thierry’s egen
Tilstaaede endog den senere Forfatter af Merovingernes
Tidsalder, gav altsaa Stødet til en mere farverig og
levende Historieskrivning. Men selv dette Element,
det hjemlige, var nyt og fremmed i fransk Poesi og
maatte staa som oprørsk mod Overleveringen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
