Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XII. Det virkelige Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det virkelige Autoritetsprincips Oplosning
235
Tankegangen hos Maistre var denne: Der gives ingen
Religion uden en synlig Kirke, der gives ingen Kirke
uden Regering, ingen Regering uden Suverænitet og
ingen Suverænitet uden Ufejlbarhed. Han appellerede
til Grundsætningen om Kongens Uansvarlighed. Den var
for ham i det Væsenlige det Samme som Ufejlbarheden
for Pavernes Vedkommende. Enhver Regering, sagde
han, er ifølge sit Væsen ubetinget, taaler ingen
Opsætsighed; fra det Øjeblik af, da man har Lov
til at sætte sig op imod den under Paaskud af, at
den er uretfærdig eller tager fejl, gives der ikke
mere Noget, der kan kaldes Regering. Ja han søgte,
som vi saa, gennem beslægtede Forhold i Søvæsenet og
Retsvæsenet at vise, hvor fortrolig man i alle andre
Livskrese er med den Ufejlbarhedstanke, som det hører
til god Tone at stødes over, naar Talen er om Paven.
Dette skarpsindige Forsvar har ganske sikkert alle
de Fortrin, som et Forsvar for en forud tabt Sag kan
besidde. At man maa betragte den verdslige Suveræn
som ufejlbar, skønt han ikke er det, viser jo ikke,
at Paven som Kirkens Suveræn virkelig er ufejlbar. At
der altid maa være en højeste Magt, som kan fordre
den ydre Underkastelse, viser jo ikke, at denne Magt
ogsaa med Rette kan kræve Sindenes Tilslutning. Eller
er maaske den ydre Underkastelse nok? Joseph de
Maistre tilstaar det i Grunden. Han siger: «Hvad
selve Dogmet om Pavens Ufejlbarhed angaar, da har
vi ingen Interesse i at drage det i Tvivl. Naar
der frembyder sig et af hine teologiske Spørgsmaal,
som nødvendigvis maa underkastes en Højesteretsdom,
saa er det ikke af Interesse for os, at det bliver
afgjort paa denne eller hin Maade, men vel, at det
bliver afgjort uopholdeligt og uden Appel.»
Lamennais, der som Maistre naaer til to ufejlbare
Autori teter, Statens og Kirkens, gaar som den, der
er et Slægtled 3rngre end sin Lærer, endnu et langt
Skridt videre ad den betraadte Vej. Da det i Længden
viser sig umuligt at fastholde de to Ufejlbarheder
hver i sin Kres, betænker han sig ikke paa at afgøre,
hvilken af dem der i Sammenstødstilfælde maa vige. Han
drager selv den sidste Følgeslutning, idet han siger:
e Den aandelige Myndighed svarer til Retfærdighedens
og Sandhedens uforanderlige Lov, den verdslige Magt
derimod til Styrken, som tvinger de oprørske Viljer
til at underkaste sig under denne Lov. Styrken er
nødvendigvis underordnet Loven, Staten mider-
G. Brandes: Samlede Skrifter. V.
16
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
