Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XIII. Reaktionens Højdepunkt og Undergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256 fReaktionen i
Frankrig]
lod de ham vente ni Aar paa Forfremmelse, indtil han
efter Aldersfølge blev Kaptejn.
Da han begyndte at skrive, vakte hans Bøger Mishag ved
det enfoldige Hof. Man fandt hans kongetro Skrifter
oprørske. At han havde stillet Ludvig den 13de i
Skygge for Richelieu paadrog ham Beskyldningen for
Liberalisme. Hvad nyttede det at hans Fader havde
indprentet ham Dyrkelsen af Huset Bourbon fra han
var Barn. Denne Dyrkelse stod snart for ham som
hvad den var: «Overtro, politisk Overtro, rodløs,
barnagtig gammel Fordom om adelig Troskabspligt,
en Slags vassalagtig Ved-hængen» *).
Af ren Ridderlighed kunde han vel vedblivende indtage
en Holdning som Kongedømmets Mand, ligesom han,
om end nødigt, vilde have forsvaret det under
Julirevolutionen, ifald det havde paakaldt hans
Tjeneste som forhenværende Officer, men i sit
Indre var han tabt for det, uden at han derfor blev
Demokrat. «Verden vakler,» skriver han i sin Dagbog,
«m ellem to Urimeligheder: Kongedømmet af Guds Naade
og Folkesuveræniteten.»
For Troen var han endnu tidligere gaaet tabt. Tiltrods
for alle Englene og Erkeenglene, Tronerne og
Fyrstendømmerne i hans Ungdomsdigte var han mindst
af alt egnet til en Troens Ridder. Af Naturanlæg
var han en Tungsindig og en Vantro, tungsindig i en
saadan Grad, at han sit Liv igennem var hjemfalden
til en Melankoli, hvori ingen Straale af Haab eller
øjeblikkelig Livsglæde synes at være falden, og vantro
overfor den Religion, han med Læberne bekendte, i en
saadan Grad, at han nærede en Art personlig Bitterhed
mod Forestillingerne om Gud og Sjælens Udødelighed.
Allerede i 1824 samler han i sin Dagbog sin
Livsanskuelse i dette Billede: <Jeg forestiller mig en
Flok Mænd, Kvinder og Børn i dyb Søvn. De vaagner i et
Fængsel. De vænner sig til deres Fængsel og laver sig
smaa Haver i dets Gaard. Lidt efter lidt bemærker de,
at man bortfører dem, en efter en, for bestandigt. De
véd hverken hvorfor de er i Fængsel eller hvorhen
man fører dem derefter, og de véd, at de aldrig vil
faa det at vide. - Imidlertid findes der iblandt,
dem . . . Folk, som fortæller hvad der bliver af dem
efter Fængselstiden, dog uden at
*) Journal d’im poete. S. 47.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
