Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XIV. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 Reaktionen
i Frankrig
XIV
Dog hvad der allermest fremmede Autoritetsskolens
Opløsning, det var, at Bourbonerne i 1824
gjorde deres store og afgørende Dumhed overfor
Literaturen. Chateaubriand blev paa den haan-ligste
Maade udstødt af Ministeriet Villéle, og det netop i
det Øjeblik, da han havde skaffet det Bourbonske Navn
en Triumf ved den lykkeligt tilendebragte spanske
Krig, som han plejede at kalde sin politiske René,
det vil sige sin Politiks Mesterstykke. Man forhaanede
Chateaubriand, den Mand, hvem man paa en Maade skyldte
Alt, ham, der havde lagt Grundstenen til den hele
.
Bygning, som man havde opført*). Og Utaknemmeligheden
var lige saa skrigende fra hans Fællers som fra
Hoffets Side, thi det var Chateaubriand, der første
Gang havde gjort Villéle og Corbiére til Ministre**).
Han stod netop da iblandt de Kongetro paa Højden af
sin Folkeyndest, og med Rette; thi Kabinets-Krigen
i Spanien, som han satte igennem trods mangeartet
Modstand i Europa og trods den i Frankrig selv
raadende Ulyst til at føre den. var vel beregnet
og egnet til at styrke det i Agtelse stærkt sunkne
Kongedømme af Guds Naade.
Ikke at Chateaubriand selv var uskyldig nok til at
sætte ringeste Pris paa hin Ferdinand af Spanien,
som franske Tropper skulde ofre deres Blod for
at genindsætte paa en Trone, hvor hans Folk ikke
havde villet taale ham længer. Han har stemplet ham
som en Ordbryder og Forræder. Han har kaldt ham en
Voldshersker, der lod sig lede af sine kvindelige
Slægtninges Raseri, betegnet ham som en af den
Art fejge Tyranner, der ikke giver Fred før de har
foranstaltet en Omvæltning, og saa sidder skælvende,
naar den er indtraadt.
Chateaubriands Øjemed med Krigen var dette: Han gik ud
fra, at Frankrig var undergravet af bonapartistiske
og republikanske Sammensværgelser, der strakte sig
langt ind i Hæren; han vidste at Misfornøjelsen med
det genoprettede Kongedømme
*) Om Enkelthederne ved denne Afskedigelse se
Chateaubriand: Con-grés de Vérone II, 502 n0., og
Guizot: Mémoires pour servir å l’hisioire de mon
temps, Fremmedudgaven, 263 ff.
**) Aktstykkerne findes i Mémoires d’oiitre-tombe VII,
269 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
