Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XIV. Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slutning
263
Han trak snart den hele serafiske Digterskole, hvis
Stamfader han var, efter sig. Lafayette sendte ham et
Laurbærblad. Constant smigrede ham. Han begyndte at
indtage en broderlig Stilling til Deranger og blev
senere besunget af denne. Det hedder i Bérangers
Digt Til Hr. de Chateaubriand: Hans Veltalenhed gav
disse Konger Almisse. Jo mere Rust han opdagede paa
deres gamle Trone, des mere oversaaede han den med
Blomster og Diamanter. Men han bevarede Erindringen
om vore Rettigheder. De Vanvittige sagde: Dagen er
smuk. Lad os jage den Mand bort og puste hans Hæder
ud, som man ved højlys Dag slukker en Fakkel!*)
Victor Hugo skrev en Ode til ham (Livre III Ode 2),
der skulde paa én Gang forherlige og trøste, og hvori
der forekom Ord som disse: «Hvad vilde du ogsaa ved
et Hof?» eller: «Der gives intet Skønnere end et
Laurbærtræ, som Lynet har ramt*
Hans Frafald gav Kongedømmet af Guds Naade et Stød
i Hjertet. Saalænge Genoprettelsestidens Skuffelser
havde varet, havde Frankrigs Digterskole været
immanuelisk og set en Skytsengel ved hvert Menneskes
Vugge og Daare. Med Ghateaubriands Illusioner faldt
ogsaa alle de Andres, og istedenfor hin Skole traadte
en anden, som Southey gav Navnet satanisk og som tog
imod dette Navn, en Skole med skarpt Dlik for det
Onde og for alle Rædsler, hvis Livssyn var mørkt og
hvis Hang var oprørsk.
Men ind i den Sindsbevægelse, der var foraarsaget
ved denne uforudsete og betydningsfulde Begivenhed,
greb en anden endnu betydningsfuldere og følgerigere
Degivenhed, der virkede Verden over: Efterretningen
om Byrons Død i Grækenland.
Denne Efterretning virkede saa meget des mægtigere som
den bragte Begejstringen for den første Frihedskamp,
der havde fundet Sted siden Revolutionen, til at
slaa ud i lys Lue. Et nyt Ideal dannede sig i det
menneskelige Sind. Med Napoleon var
*) Son éloquence å ces rois fit l’aumone: Prodigue
fée, en ses enchantements Plus elle voit de rouille
å leur vieux trone, Plus elle v seme et fleurs et
diamants.
Mais de nos droits il gardait la mémoire. Les
insensés dirent: Le ciel est beau. Chassons eet homme,
et soufflens sur så gloire, Comme au grand jour on
éteint un flambeau.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
