Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - VI. Landliv og Skildringer fra Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Laudliv og Skildringer fra Landet
325
det landlige Liv overhovedet. Han har det samme Blik
derfor som en god og værdig engelsk Landsbypræst
af den Art, han selv har skildret i Udflugten (The
Excarsion). Hans Særeje, det er alle de sædvanlige
Sognebegivenheder og Sogne-Ulykker, som indtræffer
i en landlig Egn i England: et længst forglemt
Sognebarns Tilbagekomst til Egnen, hvor hans Hjem er
forsvundet og hvor han finder alle sine Kæres Navne
paa Kirkegaarden (The brothers); en stakkels forført
og forladt Piges Skæbne (Ruth); et idiotisk Barns
natlige Ridt efter Lægen og Faren vild paa Vejen
(The idiot boy)-, det overraskende Æventyr, en blind
lille Dreng har bestaaet uden at komme til Skade (The
blind highland boy)-, en gammel ypperlig Faders Sorg
over en vanslægtet Søn (Michael); en i hele Egnen
elsket Diligencekusks beklagelige Forfalden til en
lille Svir og paafølgende Afskedigelse fra Embedet
(besunget i fire Sange under Navnet: The waggoner).
Det eneste U-engelske i Maaden, hvorpaa disse
Begivenheder, selv de lettere og lystigere iblandt
dem, meddeles, er den fuldstændige Mangel paa Lune
i Fremstillingen. Istedenfor Lune har Wordsworth,
som Masson ypperligt har udtrykt det, «et haardt
velvilligt Smib. Men dyb og bevæget er til Gengæld
den Patos, hvormed han fortæller de tragiske eller
alvorsfulde blandt disse simple stedlige Historier. Er
denne Begejstring i al sin Renhed og Ægthed ikke
pytisk-skælvende eller moderne-glødende, saa virker
den des stærkere paa Menneskeslægtens Flertal,
der ynder, at Digteren ikke hæver sig altfor stærkt
over dets Jævnhøjde og som føler det Velgørende og
Helbredende ved den Medfølelse, der er Begejstringens
Ophav. Det er en Medfølelse, der ligner Præstens eller
Lægens, og som, skønt mindre mild end professionel,
griber ved sit fuldendte Udtryk.
Ingensteds er vel dette Udtryk skønnere end i
Saadanne Digte som Simon Lee eller Den gamle Tigger
fra Cumberland. Det første Digt er en Anekdote om
en Jæger, der i sin Ungdom har været den flinkeste
med Horn og Hund, tilfods og tilhest, men som nu paa
sin gamle Alder er bleven saa svag, at Digteren en
Dag træffer ham, med Møje arbejdende paa saa let en
Gerning som at opgrave en mør og raadden Rod af et
gammelt Træ:
I har Jer anstrengt, Simon Lee, giv mig Jer Hakke
blot! jeg sagde. At jeg stod ham bi det led den
Gamle godt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
