Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - VII. Naturalistisk Romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naturalistisk Romantik
335
Søstre Edith og Mary Fricker ombyttede deres
Efternavne med Navnene Loveli og Southey, og -
Rejsen til Amerika endte som Børnenes hos Christian
Winther. Hvorledes skulde Coleridge, der hele sit Liv
igennem var uden Vilje, have kunnet udføre en saa
længe lagt Plan! Han, som aldrig havde faaet Andet
udrettet end det, han ikke. havde besluttet eller
som efter dets Natur ikke lod sig beslutte!
I Aaret 1796 blev han, som dengang endnu
var lidenskabelig Unitarier, af nogle andre
Menneskevenner «overtalt» - han bliver altid overtalt
- til at udgive et Ugeskrift kaldet The watchman
(Vægteren), der skulde give 32 Sider stort Oktav
for den ikke overdrevne Pris af 4 Pence og hvis
flammende Subskriptionsind-bydelse bar Valgsproget
«Kundskab er Magt». I den Hensigt at samle Abonnenter
dertil foretog han, ung og hed som han var, en
Agitationsrejse nordpaa fra Bristol til Sheffield og
Landet rundt, prækende i alle de større Byer paa Vejen
som ulønnet Lægprædikant i blaa Kjole og hvid Vest,
uvillig til at anlægge en mere præstelignende Dragt
for at ikke saa meget som en Lap, «der mindede om
den bab3rloniske Kvinde», skulde klæbe ved ham. Den
Skildring, han har givet af denne sin Odyssé, maler
os den unge engelske Romantiker som han var og blev:
uklog paa alt Verdsligt, skiftevis begejstret for
enhver religiøs og filosofisk Halvhed, men sprudlende
af Lune i Opfattelsen af de Andres og sin egen
Latterlighed.
Han aabnede sit Felttog i Birmingham og rettede sit
første Angreb paa en streng Calvinist, en Lysestøber
af Profession. Denne var en høj, skummel Mand, hvis
Længde saa meget overgik hans Bredde, at han havde
kunnet tjene til Ildrager i sit eget Støberi. «0g
dette Ansigt! udraaber Coleridge, jeg har det for mig
i dette Øjeblik. Det slattede, sorte, garnlignende
Haar, skinnende af Fedt, afklippet i en lige Linje
langs med de sorte Stubber af hans krudtfarvede
Øjenbryn, der saa ud som en sveden Efterslæt af
forrige Uges Barbering: Hans Frakkekrave bagved
i fuldstændig Overensstemmelse med det tykke og
klæbrige Tovværk, som jeg tænker han kaldte sit Haar,
og som med en Krumning indefter ved Nakkeleddet -
den eneste Tilnærmelse til en Bøjning i hans Ansigt -
sank ned bag ved hans Vest, medens Ansigtet, magert,
mørkt, haardt med stærke lodrette Furer gav mig en
utydelig Forestilling om En, der saa paa mig gennem
en slidt Strygerist, lutter Sod, Fedt og Jern. Men han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
