Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - VII. Naturalistisk Romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340 Naturalismen
i England
og fra nu af flakker Forbryderen rastløs og afsindig
uden nogensteds at kunne finde Sjælero om fra Land
til Land.
Der Camao kan ikke med Hensyn til Sprogbehandlingens
Ejendommelighed og Virtuositet i fjerneste Maade
stilles ved Siden af The ancient mariner, men hvad
den digteriske Kærne angaar, staar Digtet ikke blot
højt over sit engelske Forbillede, men kritiserer
ovenikøbet paa en fuldstændigt fyldestgørende
Maade Coleridge’s Ballade og den hele affekteret
romantiske Forestillingskres, den betegner. Her er
Drabet af Fuglen en virkeligt menneskelig Handling,
udført af en virkelig menneskelig Bevæggrund; her er
Straffen for Drabsmanden ikke nogen Grille, men en
retfærdig og naturlig Følge af hans Ugerning. Her er
den Ulykke, Fuglens Drab bringer over Vasco’s Hustru
og ham selv, ved en virkelig Aarsagsforbindelse
knyttet dertil, medens Sømændenes Undergang i Kraft
af Ugæstfriheden mod Albatrossen tager sig ud som en
Art Vanvid. Her viser endelig Forskellen sig klart
mellem en sand poetisk Optagen af den overtroiske
Forestilling og den romantiske Behandling af
denne. I begge Digte beror jo Alt paa en Overtro,
og Hartmann er langt fra at ville underkaste den en
Forstandskritik; men han paadutter ingen Anden den,
hans Digterværks Skønhed er ganske uafhængig af,
om Læseren i Ordets hverdagsagtige Forstand tror
paa Camaos underfulde Indflydelse eller ikke, medens
den romantiske Forskruethed netop præker Ærefrygten
for det Underfulde og Uforklarlige som Summen af al
Levevisdom og al Poesi. Dog staar Den gamle Sømand
end ikke højt sammenlignet med en senere Tids Poesi,
der har viklet sig ud af Romantikens Svøb, saa staar
dette Digt dog langt over de fleste af den tyske
Romantiks beslægtede Frembringelser. Digtet er trods
alt sit romantiske Skinvæsen beaandet af Havet, det
virkelige naturlige Hav, hvis vekslende Stemninger,
hvis ængstende og truende Alvor det skildrer. Den
friske Brise, det fraadende Skum, den uhyggelige
Taage og den hede, kobberfarvede Aftenhimmel med
sin blodige Sol, alle disse Elementer er Naturens,
og den hele Elendighed hos dem, der tumles om paa
Havet, Hungersnøden, den nagende Tørst, der bringer
dem til at suge Blodet ud af deres egen Arm, de blege
Ansigter, den frygtelige Dødsrallen, den rædselsfulde
Forraadnen, alle disse Elementer er Virkelighedens
og skildrede med en Englænders naturtro Kraft.
Meget engelsk er ogsaa det Træk. at Coleridge selv
paa det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
