Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - IX. Soskolens østerlandske Romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Naturalismen i England
I fuldest Pragt histoppe ruller Maanen
guddommelig igennem mørkblaa Dj’bder.
I Lys af Straaleskæret
sig Ørkenkresen breder omspændt af Himlens Hvælv som
Oceanet.
Hvor herlig Natten er!
Karavansangen i femte Akt af Aladdin giver neppe
et skønnere Billede af Maaneskinnet paa Ørkenens
Sand. Og af Saadanne Billeder er der hos Southey
ikke faa. Naar han skildrer den frygtsomme Antilope,
der hører de Vandrendes Skridt og som staar stille
tvivlsom, hvorhen den skal vende sig i det usikre
Skær, eller Strudsen, som i sin blinde Hast iler
lige mod dem, medens de ubevægelige Taager udbreder
sig over Ørkenen ved Nat (IV Sang, Str. 19), saa er
dette ikke et Sceneri i tyskromantisk Stil, men et
naturtro Billede fra Østen, udført paa Grundlag af
engelsk lagttagelsesaand.
Der er blevet aflagt varmere Vidnesbyrd til Fordel
for Robert Southeys Karakter af hans Samtidige
og Venner end ret let om nogen anden Mand, hvis
politiske og literære Rygte er saa tvivlsomt. Han
var for Wordsworth en paalidelig Ven, for Coleridge
den bedste og mest trofaste Støtte, og hvad der
ikke falder mindst tungt i Vægtskaalen Walter Savage
Landor hædrede ham trods sit stikmodsatte politiske
Standpunkt med et Venskab, der først sluktes ved
Døden og som har sat sig talrige Mindesmærker i
Landors Opdigtede Samtaler. Da Emerson 15de Maj
1833 har spist til Middag hos Landor, skriver han:
«Jeg spiste med Landor - han pinte mig med Southey -
men hvem er Southey?* Man ser, at Landor har stræbt
at fange Sjæle for sin Ven. Endelig har Thackeray,
hvor han søger om Typen paa en engelsk Gentleman,
ikke betænkt sig paa at nævne den fattige, flittige
og hjælpsomme Robert Southey som Mønsteret paa en
saadan.
Men intet Vidnesbyrd til Fordel for hans personlige
Karakter vil kunne redde hans literære. Den er
stemplet af hans Lovsange over Englands Kongehus og
af hans Angiveri overfor Byron. At han som Søskolens
øvrige Medlemmer stillede sig koldt og fjendtligt
til denne nye og hensynsløse literære Fremtoning, var
naturligt. Men at han - selv en Digter - hidsede den
dannede Pøbel mod en anden og saa uendeligt større
Digter med den lumpne Anklage for Usædelighed og
Ugudelighed, det er en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
