Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - X. Den historiske og folkebeskrivende Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den historiske og folkebeskrivende Naturalisme
379
at Ingen nogensinde har havt en saa afskyelig
Anskuelse.» Samtidigt indrømmede han, at Helvedes
Ild og Himmelkresenes Musik kunde være billedlige
Udtryk, ligesom han jo uden Harme, ja med Glæde,
modtog Tilegnelsen af Byrons Kain. Han var i religiøs
Henseende som i politisk og poetisk endnu ikke naaet
til Personlighedens Frigørelse fra de tilfældige
Overleveringer, i hvilke den fra Fødselen af er holdt
bunden. Ogsaa paa dette Punkt overlod han den nye
Digterslægt en uløst, men af Historiens Gang tydeligt
betegnet Opgave.
Ser vi fra vor Tids Højde tilbage paa det andet
Tidsrum af hans Digtning, Prosa-Tiden, og den hele
lange Rækkefølge af Romaner, saa er det os ikke
muligt at se dem i samme Lys, hvori de stod for hans
Samtid. Vi begriber, at de maatte tilfredsstille,
da vi forstaar, at de aldrig vakte Anstød, altid
kunde hilses med Glæde, ikke blot som poetiske, men
som sædelige. Dog netop dette er Aarsag til, at de
er mindre fængslende for os. Man kan i de moderne
Literaturer uden Overdrivelse opstille den Lov, at
en Skribent maa gælde for usædelig og vække Anstød i
det mindste hos ét Slægtled af sin Samtid, hvis han
ikke allerede skal forekomme det ham nærmest følgende
Slægtled kedelig og indskrænket. Manglerne ved Scotts
Romaner falder os nu i Øjnene. De fornøjer Læseren
ved Karaktertegningens Dygtighed og Samtalernes Liv,
men de tilfredsstiller ikke Forstanden, de sætter
ikke i nogen høj Grad Følelsen i Bevægelse, de
spænder ikke engang Nysgerrigheden. De er sjælfulde,
men idéløse. Det gjaldt, føler man, for Scott som
fædrelandskærlig Digter, efter at Macpherson og
Burns havde henledet Opmærksomheden paa Skotland, om
at holde denne Interesse vedlige. Derfor skriver han
saaledes, at han aldrig kan jage nogen Læser, selv den
mest indskrænkede, paa Flugt. Han, hvem en Kunstners
Sanser var nægtede, berører Kønsforholdet paa saa
skaan-som en Maade, at erotiske Skildringer næsten
er udelukkede. Og han, hvem Moralen var vigtigere
end Kærligheden til Kunsten, genfremstillede ikke de
gamle Tider anderledes end med saa stærk en Mildnen
af deres raa Elementer, at den historiske Sandhed i
høj Grad lider derunder. Den Kunstart, han indførte,
og som betegnede et saa betydeligt Fremskridt fremfor
den ældre Roman, er i vore Dage paa sin Side forældet;
man er over hele Europa tilbøjelig til den Opfattelse,
at den historiske Roman med alle sine Fortrin er en
Bastardart, idet den snart er saa
G, Brandes: Samlede Skrifter. V.
25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
