Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XI. Alsidig Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384 Naturalismen
i England
Saaledes taler Oceanus. Og da de faldne Guder,
enten overbeviste eller harmfulde, tier, bryder En,
paa hvem ingen tænkte, en Gudinde: Glymene, den lange
Taushed, og med feberrøde Læber og milde Blik taler
hun saaledes frygtsomt blandt de Stolte:
0 Fader! her min Stemme gælder mindst; jeg ved
kun Et, at Glæden er forsvunden, at Kval har sneget
ind sig i vor Hu,
for, frygter jeg, at blive der for evigt. Jeg vilde
nødig varsle ilde . . . dog lad mig min Sorg fortælle,
lad mig sige, hvad jeg har hørt og hvordan det mig
bragte til Graad og til med Taarer at forstaa,
at hvert et Fremtidshaab for os er slukt. Jeg
stod fornylig paa en yndig Kyst, hvorover fra et
stille Blomsterland en sød og duftfyldt Brise blev
henaandet. Kysten var rig paa Fr}rd, som jeg paa
Sorg. saa rig paa Glæde i sin lune Varme, at jeg
fornam en Trang til blidt at rette Bebrejdelser mod
Egnens Sorgløshed
1 Tonespil og Sange om vor Kval.
Jeg satte mig da ned, tog en Konkylje med aabne
Læber, nynned ind i den, danned paa denne Vis en
Melodi. Ak! ikke mer at kalde Melodi! thi mens jeg
sang og med en fattig Kunst lod Lyden strømme fra
den dumpe Skal, kom fra en skovgroet Strand, en Ø i
Havet, med Vinden, der slog om, en Trolddomsklang, der
druknede min Sans og sødt den vakte. Jeg kastede min
Muslingskal paa Sandet, en Bølge fyldte den, ret som
min Sans blev fyldt af nye, signede Melodier. Levende
Død var i hver Strøm af Vellyd, i hvert et Bundt af
henrykt hvirvlende Toner, som klang en efter en og
sank paa én Gang lig Perler, der med ét fra Snoren
falder. Saa end en Sang, og saa paany en Sang, hver
lig en Due, der paa Tonevinger istedenfor paa dem af
tause Fjær fra Oljetræet fløj. Da om mit Hoved
de svæved, gjorde deres Flagren syg mig af Lyst og
Sorg i Et, dog mest af Sorg. Jeg holdt for mine Øren,
som berustes, da gennem mine skælvende Hænders Lukke
en Røst der trængte, sødere, langt sød’re end alle
Melodier, Nogen horte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
