Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XI. Alsidig Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alsidig Sensualisme.
385
Talløse Stemmer raabte saa: Apollo! Du morgenlyse,
unge Gud, Apollo! Hil, ung Apollo, hil! - Jeg
flyede. Det fulgte mig og raabte lydt: Apollo!
Keats har aldrig skrevet noget saa smukt som dette
Sted, og det er ligesaa tankedybt som dejligt. Det
afgiver ikke alene en Prøve paa hans Poesis Storhed
og Fylde, men en Indledning ikke blot til hans,
men til den hele yngre Digterslægts Optræden efter
at Søskolen og Scott havde erobret det poetiske
Herskerspir I de regerende Guders Navn er den
menneskelige Aand i Reglen fordømt til Ubevægelighed
og Stillestaaen. Fremskridtet behøver saare tit
et Tronskifte. Wordsworth og Scott var som mægtige
Titanguder, hvis Glans blegnede for den unge Slægts,
og Keats selv var den straalende Fugl, der hævede sig
højt op i Luften fra Wordsworth’s gamle storbladede
Steneg. Var ikke Byron den nye Havets Gud, der
befor Lidenskabens Vande med en Skønhed i sit Øje,
som bragte Tidens største digteriske Genius til at
forlade sit Rige, sikker paa ikke at kunne bestaa
i Vædde-kampen? Og lød ikke Shelleys Melodier saa
sødt berusende og uhørt dristigt gennem Luften,
at de endnu den Dag idag trænger igennem overalt,
skønt man med Clymene holder for sine Øren og saa
længe som muligt vægrer sig ved at give de nye Toner
Indpas? Det nytter ikke Noget, thi fra alle Sider
hører vi nu Raabene: Apollo! morgenlyse Apollo! -
De gamle Guder indtog som i Digtet en forskellig
Holdning. Scott, den ædleste af dem alle, strøg, som
vi har set, Flag for Byron med en Adel og Mildhed, der
har føjet en Krans til hans mange andre. Wordsworth
trak sig knurrende tilbage til sine Søer med en
Plagiatbeskyldning mellem sine Læber, Southey spyede
Galde og Gift - og imens indtog de nye, unge Guder
deres Troner og slyngede Solstraalerne som Glorier
om deres Isse.
Keats var den aller yngste af de unge, og udrustet
med ejendommelige Væsensmærker og et eget Rige, i
hvilket Ingen af de andre gjorde noget Indgreb. Han er
et af de mange Eksempler paa, hvorledes de fineste og
sjældneste Organismer kan opdukke i grove ydre Forhold
og udfolde sig næsten uden nogen Omstændighedernes
Gunst. Denne Yngling, der død i sit 26de Aar har
efterladt sig Mesterværker, som Ingen, der har læst
dem, kan glemme, og hvis Navn Shelley i sin Adonais
har skrevet ind blandt sine Stjerner, var Søn af en
London erhyre-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
