Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XI. Alsidig Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
396 Naturalismen
i England
kyssede dig din daglige Føde fra
Najadernes perlebeduggede Hænden *).
Det er unødvendigt at gøre Læseren opmærksom paa de
enkelte Finheder i disse Brudstykker. Men idet vi
nu naaer til Synssansens Omraade, kommer vi først
til Keats’s egenlige Felt, skønt Synssansen i hans
Poesi aldrig paavirkes alene. Medens Wordsworth’s
Naturmaleri fører os ud i den egenlige Flora, træder
vi med Keats ind i et Drivhus: en mild, fugtig Hede
slaar os imøde; brogede Blomster og saftdryppende
Frugter møder vort Øje, og slanke Palmer, gennem
hvis Grene ingen ublid Vind formaar at suse, bevæger
svagt nikkende deres lange brede Vifter. Han har
digtet en Sang til Efteraaret, som er typisk for
hans Naturbeskrivelse. Han viser, hvorledes det
sammensværger sig med den modnende Sol om at signe og
betynge Vinrankerne, der løber hen over Straataget, om
at bøje de mosgroede Æbletræers Grene under Æblernes
Vægt, om at fylde alle Frugter med Saft helt ud til
Skallen, om at faa Græskarret til at svulme og om at
udfylde Hasselnødden med søde Kærner, og saa skildrer
han med Mesterhaand Efteraaret som Person:
Hvem har ej set dig blandt dit Forraads Fade! Tit den,
der søgte dig hos Hjort og Hind, dig sidde saa paa
Gulvet i en Lade med Haaret løftet blidt af skovlende
Vind. Du sover sundt ved en halvt mejet Fure dysset
af Valmuduft, imens din Segl end skaaner Kornets nære,
gyldne Mure, Axrækkerne, der under Blomster venter.
Det er Keats umuligt at nævne Navnet paa noget
Begreb eller nogen Tanke uden at han straks
fremstiller dem i legemlig, plastisk Form. Hans
talrige Allegorier har et Liv og en Ild, som var
de udførte i Sten af det 16de Aarhundredes bedste
italienske Kunstnerhænder. Han siger om Melankolien:
Den dvæler hos Skønheden - hos Skønhed, som maa dø,
og hos Glæden, hvis Haand stadig er ved dens Læbe,
bydende Farvel. - Han siger om Digtekunsten: den er en
uudtømmelig Strøm af Lys; den er den højeste Styrke,
den er Magt selv, halvt slumrende paa sin højre Arm.
Saaledes ser vi Keats’s digteriske Evne vinde
stedse mere
*) Kissing thy daily food from Najads pecurly hånds.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
