Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XI. Alsidig Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alsidig Sensualisme
399
til de fremskridtselskende Poeter, men dog med et
tydeligt Hang til Fremskridtet, et Hang, hvorpaa
hans sværmeriske Venskab for Eksaminers radikale
Redaktør Leigh Hunt er et talende Tegn*). Han følte
hvad han skrev, naar han i Forbitrelsen over det
Liverpool-Castlereaghske Styre i sit Digt Til Haabet
udbrød:
O lad mig se vort Land sin Sjæl bevare, sin Stolthed
og sin Frihed, ikke Skyggen af Frihed blot!
og Navnene Wilhelm Tell, William Wallace og fremfor
alle Kosciuszko forekommer atter og atter nævnte
med højeste Beundring i hans Vers. Hvad han havde
udviklet sig til, ifald han havde naaet Mandsalder,
lader sig ikke sige. Da han skrev sine sidste Sange,
var han jo endnu et verdensfremmed Barn.
Det bør ikke glemmes, at han skrev dem under
store Kvaler og uden nogensomhelst Sindsro til
Arbejd. Maaske er det derfor, de er saa skønne. Lad
Kunstneren længe nok holde sit Privatliv ude fra
sin Frembringelse, lad ham som Keats neppe nævne sin
dybeste Lidenskab i sine Værker, det vil ikke fejle,
at intet Værk har det Liv, den Farve, den guddommelige
Tunge af Ild paa sin Pande, som det, der er udført,
medens den, som skrev det, ikke blot har skrevet, men
levet og lidt. Hverken Bekymringen for Brødet, eller
Brystsygen eller Lidenskaben for den ostindiske Pige
har ligefrem sat noget Stempel paa Keats’s Arbejd;
men af al denne Gift for ham har han suget Næring
for det.
Saa sank han i sin tidlige Grav, og neppe jordfæstet
opstod han fra de Døde i det Klagedigt, som Shelley
lod tone over hans Grav. Han ophørte at eksistere som
Keats, han forvandledes til en Myte, til Adonais,
til alle Musers og Elementers skønne Yndling, og
mytevorden førte han fra da af i Slægtens Bevidsthed
en dobbelt Eksistens:
*) Man agte paa Vellyden i hans Alfesang:
Shed no tear! o shed no tear!
The flower will bloom another year.
Weep no more! \veep no more!
Young buds sleep in the roots white core. osv.
(Fæld ingen Tå åre! o fæld ingen Taare! Blomsten vil
udfolde sig et andet Aar. Græd ikke mere! græd ikke
mere! Unge Knopper slumrer i Røddernes hvide Hjerte).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
