Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XII. Irsk Revolte og Oppositionspoesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Irsk Revolte og Oppositionspoesi
409
blik staaende stiv som en Billedstøtte, saa raabte
han: ^Unionen er vedtagen* og kastede sig med et
Udtryk af Væmmelse og Harme tilbage i sin Stol. Men
under disse stormfulde Forhandlinger, i hvilke det af
Irlands første Mænd forkyndtes, at Modstand og Opstand
nu var Pligt, uden at Nogen dog tænkte paa at handle
som han talte, sad der paa Tilhørerpladsen en Yngling
med bleg Hudfarve og straalende Øjne, i hvem de Andres
tomme Ord var levende Liv og som i sit Hjerte svor,
at han vilde blive sit Fædrelands Befrier. Denne unge
Mand var Irlands ædleste og ypperste Søn Robert Emmet,
hvem man efter al Sandsynlighed skylder det Meste
af, hvad der findes af Kraft og Ild i Thomas Moore’s
henrivende Irske Melodier.
Den sjældne irske Digter, der kom til Verden
samme Aar som Oehlenschlager, var Søn af en lille
Vinhandler i Dublin, havde en brav Fader, en kærlig
og dygtig Moder (ivrig Katolik-inde), og tilbragte
en lykkelig Barndom i sin Families Skød. Han var fra
den tidligste Barnealder af en ualmindelig begavet og
især talentfuld Dreng. Han spillede Komedie, skrev og
frem-sagde Vers, og sang med en udmærket smuk Stemme,
som han bevarede hele sit Liv igennem. Læser man hans
egen Skildring af hans Drengeaar, føler man overalt,
hvor tidligt hans ejendommelige Digteranlæg, som
er Improvisatorens og den egenlige, den syngende
Lyrikers, bryder igennem. Han besad den samme
Gave, der udgør Bellmans Storhed, Gaven til i sine
Frembringelser at sammensmelte Sang og Musik til
et Hele, og i Forening dermed Skuespillerens og
Sangerens Evne til at gribe ved Foredraget. Han var
lille, betydeligt under Middelhøjde med brune Krøller
om Hovedet, og da han var Barn, har han lignet en
lille Cupido. Hans Pande var stor og straalende,
saa interessant, at den maatte sætte en Frenolog i
Henrykkelse. Hans Øjne var mørke og smukke, af den
Art, siger Leigh Hunt, som man tænker sig vilde tage
sig ud under en Krans af Vinløv, hans Mund var fin og
munter med Smilehuller, hans Næse lidt opadgaaende,
sanselig, og med et særegent Præg, som om den
indaandede Duften fra en Fest eller en Frugthave. Men
den hele lille Mand gjorde et Helhedsindtryk af Liv
og Virksomhed, omtrent som passede han godt til paa
de gamle Irers Vis at deltage i et rask lille Indhug
tilhest - han var altid højst ærekær og i sin Ungdom
et hidsigt Blod, der udfordrede Jeffrey for den første
Kritik, han fik over sig, og senere Byron for hans
Spot (i English bards) over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
