Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XII. Irsk Revolte og Oppositionspoesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Irsk Revolte og Oppositionspoesi
421
mærksomhed; men den Dom, som overgav hans Legeme
til Bøddeløksen, vilde tillige overgive hans Navn
til den offenlige Menings Dadel, og derfor vilde
han tale. Til Dommerens støjende Afbrydelse svarede
han med fuldkommen Ro: «Jeg har hørt sige, Mylord,
at Dommerne undertiden betragter det som en Pligt
at høre med Taalmodighed og tale med Humanitet*, og
fortsatte sin Tale med saa høj Røst, at man tydeligt
hørte den ved Retssalens ydre Døre, og dog uden at
der var det ringeste overdrevent eller deklamatorisk
i hans Foredrag; hans Stemme var tvertimod, siger
Madden, som hørte ham, behersket med den største
Finhed, han gik frem og tilbage mod Skranken med
visse Bevægelser, der var ham ejendommelige og som
havde deres Ynde. Tredive Aar efter taler Vidnerne
til denne gennemtrængende Veltalenhed endnu ikke uden
Sindsbevægelse om den Gratie og den Højhed, hvormed
han trodsede sine Dommere. En Korrespondent til Times,
der ubetinget fordømte selve Oprøret, skrev i sit
Brev om Emmet: «Men det maa jeg tilstaa: han var stor
midt i sine Vildfarelser. Da han paa Processens Dag,
i det Øjeblik Graven aabnede sig for at modtage ham,
rystede selv Rettens Mure ved sin Veltalenheds Energi
og Glans, saa jeg den Snog, som hans Fader havde næret
ved sin Barm (Lord Plunket), skælve under hans Blik,
og det Udskud af Menneskeheden, der dømte ham (Lord
Norbury), blegne og skælve paa sin Stol.»
Emmet endte med disse Ord: «Mylords, I venter
utaalmodigt Eders Offer. Alle de Rædsler, hvormed
I har omgivet mig, har ikke formaaet at isne det
Blod i mine Aarer, hvorefter I er saa begærlige,
og om faa Timer vil det skrige om Hævn til Himlen;
men Taalmodighed endnu. Jeg har kun faa Ord at sige;
jeg gaar til min kolde og stumme Grav; mit Livs Lampe
er næsten slukt. Jeg har for mit Lands Skyld skilt mig
fra Alt, hvad der var mig dyrebart i dette Liv, fra
min Sjæls Afgudsbilled, mine Følelsers Genstand. Min
Bane er tilende; Graven aabner sig for at modtage mig,
og jeg synker i dens Favn. Jeg har kun én Begæring
at stille ved min Afsked fra denne Verden, det er,
at den vil skænke mig sin Tavsheds milde Gave. Lad
ingen Mand skrive min Gravskrift, thi da ingen Mand,
som kender mine Bevæggrunde, nu vover at forsvare dem,
saa lad ikke Fordom eller Uvidenhed sværte dem. Lad
dem hvile i Mørke og Fred. Lad mit Minde synke i
Glemsel og min Grav forblive uden Ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
