Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XII. Irsk Revolte og Oppositionspoesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422 l Naturalismen i
England
skrift, indtil andre Tider og andre Mænd kan vise
min Karakter Retfærdighed. Naar mit Land indtager sin
Plads mellem Jordens Nationer, lad da og ikke før da
min Gravskrift blive skreven. Jeg har talt ud.»
Dommen faldt og lød paa, at Robert Emmet skulde først
hænges, saa halshugges endnu samme Nat Kl. 1. Klokken
var 11, da han blev ført tilbage til sit Fængsel. Han
standsede paa Vejen foran et Cellegitter, bag hvilket
en af hans Venner sad, og sagde til ham: Jeg skal
hænges imorgen. - Man undte ham ikke Ro de sidste
Timer. Man kørte ham ti engelske Mil ud i Landet af
Frygt for at han skulde blive udrevet af Fængslet med
Vold. Først da befriede en menneskekærlig Fangevogter
ham fra Jernene, som man havde lagt om ham med en
saadan Raahed, at Blodet sprang ud af hans lemlæstede
Lemmer, og den samme Mand gav ham Noget at spise;
thi fra Kl. 10 om Morgenen af, da Processen begyndte,
havde han ingen Næring faaet. Saa faldt han i en kort
dyb Søvn, vaagnede og benyttede de faa Øjeblikke,
han havde tilbage, til at skrive Breve, et til sin
Broder i Amerika, et til Frøken Curran’s Broder og
et til hende selv, da han blev afbrudt af en Ven,
som ønskede at se ham sidste Gang. Roberts første
Ord til ham var, hvorledes det gik hans Moder, og
Vennen maatte da dybtnedbøjet meddele ham, at hun
var død to Dage forud af Græmmelse. Med Ro havde hun
set den ene af sine Sønner forvist for Irlands Skyld,
med Fasthed havde hun bestandig opmuntret Robert paa
hans Vej; men da hun saa den Søn, der var hendes Livs
Stolthed, ikke tre og tyve Aar gammel indviet til en
saa frygtelig Død, brast hendes Hjerte. Robert modtog
Efterretningen med Fatning og svarte: «Det er bedre
saaledes.» I Brevet til den unge Curran skriver han:
«Jeg har aldrig for min egen Skyld ønsket Embeder
eller Æresbevisninger; jeg vilde ikke have bekymret
mig om Ros af Nogen, men jeg havde ønsket i Sarahs
straalende Ansigt at kunne læse, at hendes Mand
var agtet.* Hans Haandskrift i dette Brev er saa
fast og regelmæssig som nogensinde. Kl. l blev han
hentet til Skafottet. Saa stort var det Herredømme,
hans Væsens Blidhed og Ynde udøvede over alle raa
Naturer, at en af Fangevogterne, da Emmet ført af
Sherifferne og fulgt af Bøddelen gik ud af Fængslet,
sagde ham Farvel med strømmende Taarer; den Fangne,
hvis Arme var bundne, bøjede sig og kyssede Manden
paa Kinden, og denne Mand, som tyve Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
