Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462 Naturalismen
i England
Men Mimosen, der ikke at robe forstod hvad saa dybt
den følte fra Top til Rod, den modtog mere end nogen
Anden og dirred af Elskov til Bladeranden.
Thi Mimosen har ingen Blomsterkalk sød: i dens Lod
faldt hverken Duft eller Lød. Den elsker som Elskov,
og fuldt kan den lønne, den attraar hvad ikke den har:
det Skønne.
Endnu ejendommeligere, endnu personligere fremtræder
Shel-leys inderste Væsen, hans Hjertes Hjerte’,
saaledes som de tungeste Skæbner formede og prægede
det, i den dejlige Elegi over Keats, forfattet under
den brændende Harme, der greb Shelle}’ over det lave
og hadske Angreb i Quarterly Review. Idet man forsøger
en Gengivelse af disse fine og melodiøse Strofer i
et andet Sprogs Vers, mindes man nødvendigvis, at
Shelley etsteds i sine Essays har sammenlignet Sligt
med den Idræt at kaste en Viol i en Smeltedigel for
at faa fat paa dens Farve og dens Duft.
Shelley skildrer, hvorledes alle Tidens Digtere
indfinder sig til Klagesangen over den Døde:
Iblandt de Andre kom en skrøbelig Form.
et Luftsyn mellem Mennesker, alene, som sidste Skv
af en udaandende Storm,
V
hvis Torden ringer Lig. Jeg skulde mene,
at han. Aktæon lig, Naturens rene og nøgne Skønhed
saa, og nu han flyr
med svage Skridt bort over Verdens Stene. Hans egne
Tanker ret som rasende Dyr, som Hunde, jager ham,
hvorhen han ogsaa tyr.
En Aand, en Parder lig, saa skøn som snel,
Elskov i Sorg formummet, Kraft og Magt, med Svaghed
gj ordet. Tung ham som et Fjæld
er Timens Vægt; han synker ned forsagt.
Faldende Regn, en Lysstrøms døende Pragt, en bristende
Bølge er han. Brast den ikke,
mens vi den nævned? Tidt har Solen lagt sit Smil
paa visnet Blomst. Rødmen kan ligge paa Kind,
mens Sjælen maa den bitre Dødskalk drikke.
Hans Hovedhaar var med Violer kranset,
med visne Stedmorsblomster sammenbundet.
Et Spær, hvorpaa Cypressens Kogle dansed,
omkring hvis Skaft mørk Vedbend løst var vundet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
