Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Radikal Naturalisme
463
(som drivende af Dugg han havde fundet), skjalv i
hans Haand, som Hjerteslagets II
fik til at ryste. Alle var forsvundet. Da kom
han sidst, som glemt, med Vemods Smil, ~»n Raa,
dens Hjord forlod, truffet af Jægrens Pil.
Alle sig rejste og, med Taarer lyttende,
mildt til ham saa. Helt vel den ædle Skare forstod,
hvem til en Andens Skæhne knyttende
sin egen, den begræd. Han sang sin Fare,
sin Sorg. Urania granskede hans Træk og mumlede
bekymret: Hvem er du?
Han svarte ej, men hlotted taus og kæk sin
brændemærkede, blodige Pande nu. Ak! at den var som
Kains og Kristi. - Hvilken Gru!
Med Aktæon sammenligner han sig her, hvem Skuet af
Naturens nøgne Skønhed har sønderrevet. Tydeligt nok
ud-fordredes der hans kraftige Vilje til med saa fint
og skrøbeligt et Legeme ikke at gaa til Grunde under
de Drømmebilleder og Sansevildelser, der hjemsøgte
ham. Mangen en Gang har det været ham, som om de
Syner, der paatrængte sig hans Indbildningskraft,
kunde sprænge hans Hjerne, og naar han da paa fremmed
Grund, landflygtig, søgte Lindring i Ensomheden,
var det at han oplevede Natur-Indtryk, som det,
der er fastholdt i de henrivende Linjer, skrevne
i en nedslaaet Stemning nær ved Neapel, Linjer,
der kan betragtes som et Kraftuddrag af Shel-leys
Poesi. Han skildrer ikke Landskabet, han skildrer
overhovedet aldrig. Han beskriver ikke Tingenes ydre
Former og Farver, men han fornemmer med den yderste
Modtagelighed det, vi kaldte Tingenes Aand og Sjæl.
Med faa Strøg giver han Billedet af Golfen: Solen er
varm, Himlen er blaa, Bølgerne danser hurtigt og let;
blaa Øer og sne-bedækkede Bjerge farves af Dagens
gennemsigtige Purpur. Bølgerne kastes mod Kysten som
opløst Lys i Stjerneskudsregn, og en Tone stiger fra
Oceanets afmaalte Svulm en. Hvor sødt - - udbryder han
- hvis blot et eneste Hjerte delte ’min Bevægelse !
Ak, Haab og Helbred har jeg ej,
ej ydre Ro, ej Fred dybt inde, ej heller har den
Rigdom jeg,
den Vise kan i Grubien finde,
jeg har ej Trost i noget Minde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
