Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Radikal Naturalisme
475
Klædt i en Bibel som klædt i Lys
kom Hykleriet bagefter nys. Lord Sidmouth ligt,
den gode, milde.
ridende paa en Krokodille.
Tilbage blev en afsindig Pige.
Hendes Navn var Haab, det vilde hun sige. Dog var
hun Fortvivlelsen mere lig,
og hun raabte ud i Vejret med Skrig:
Min Fader Tid er svag og graa
af bedre Dage at vente paa. Se blot hvor idiotisk
han staar
og famler med værkbrudden Haand i sit Haar.
’£>
Han har havt et Barn efter det andet.
Deres Ben er med Støv og Aske blandet. Thi alle gik
op i Dodens Flammer.
Jeg er ene tilovers. O Jammer, Jammer!
Dog var det ikke blot i lyriske Stridsdigte? at
Shelley i disse Aar nedlagde sine politiske og
sociale Ideer og Lidenskaber. Han forfattede i Aaret
1818 to meget ejendommelige fortællende Digtninge
Julian and Maddolo og Rosalind and Helen. Det første
giver en levende Skildring af hans Samliv med Byron i
Venedig og er et af de mange Vidnesbyrd om hans ædle
og brændende Begejstring for Byrons Poesi. Digtet
indeholder en Fremstilling af de to Venners Besøg
paa en Sindssygeanstalt udenfor Venedig og af de
Stemninger, dette affødte hos Shelley. Han «hvem
en Vildfremmeds Taarer kunde hærje som Draaberne en
Sandsten og som kunde sørge over Kvaler, Andre ikke
ser», maatte nødvendigvis føle en dyb Medlidenhed
med de Ulykkelige, man paa hin Tid endnu lagde
i Lænker og straffede med Svøbeslag. Hvor lidet
Begreb man havde om Sindets Sygdomme og med hvilket
Barbari Patienten blev behandlet, ses bedst, naar
man læser, for hvilken Behandling en Sindssyg i
Georg den Tredjes Samfundsstilling endnu 1788 var
udsat. Kongens Sygdom viste sig især i en uafbrudt
Snakkelyst, men var ikke ledsaget af nogensomhelst
Tilbøjelighed til Voldsomheder. Ligefuldt blev han
straks fra først af (og forblev hele Tiden uafbrudt)
snørt i Spændetrøje, indespærret, berøvet Brug af
Kniv og Gaffel og overladt til sine Pagers Lune,
der behandlede ham som en Ting, puffede og stødte ham
og gav ham grove Ord. Efter sin Helbredelse huskede
Kongen tydelig Alt, hvad der var hændet ham
G. Brandes: Samlede Skrifter. V.
31
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
