Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
482 Naturalismen i
England
hvortil disse Evner netop svarede, for at yde det
Højeste i Poesien. Denne Side af hans Begavelse var
fuldstændig græsk, ligesom Shelley overhovedet ved
Arten af sin Fromhed ved sin Indbildningskrafts og
sin Tænknings hele Dannelse var gennemgræsk. «Vi er
alle Grækere*, siger han et Sted. Det gjaldt om ham.
Dog om Naturvæsener, Guder og Helte som hans Poesi
handlede den græske kun i sit Udspring. Det er derfor
ogsaa kun med denne ældste græske Poesi, at Shelley
kan og maa sammenlignes. Som hans Lyrik genkalder de
homeriske Hymner, og ligesom hans politiske Komedie
saavel ved sin hensynsløse Spot som ved Sangenes
lyriske Flugt er Aristofanes lig og Ari-stofanes
værdig, saaledes blev han nu i det alvorlige Drama
Æschylos’ sideordnede Medbejler. Hans Den løste
Prometheus er det moderne Modstykke til Æschylos5
Den bundne Prometheus, hans Hellas, en Spaadom om
Grækenlands Sejr, det moderne Sidestykke til Æschylos’
Perserne.
Vi kan kun dvæle ved «Prometheus*. Dette storladne
Digterværk kroner al Shelleys Frihedsdigtning. Her
forsøgte Shelley første Gang med Held at skabe
sin Poesis og sin Tidsalders herskende Type. Mange
T}7per jog igennem hans Hjerne, Hjob, dernæst Tasso,
der samtidigt greb Byron og Goethe. Det blev ved
Prometheus. Over den samtidige engelske Poesis Søer
og Sletter hæver sig Byrons Alper med hans Manfred
og Shelleys Kaukasus med hans Prometheus. Siden
Menneskeaandens Frigørelse for Alvor var begyndt,
sysselsatte denne Type alle de store Digtere. Den
opstaar omkring vort Aarhundredes Begyndelse i
Goethes, Byron’s og Shelley’s Hjerner. Goethe’s
dejlige Digt fremstiller den fra Gudetroen løsrevne
Menneskeaand i dens Arbejden og kunstneriske
Frembringen, stolt af sin Hytte, som Guden ej har
bygget, og dannende Skikkelser i sit Billede. Goethe’s
Prometheus er den formende og frie. Byrons haarde,
korte, ildfulde Vers skildrer Martyren, der lider med
sammenbidte Tænder i Tavshed, hvem ingen Pinsel kan
fravriste Tilstaaelsen, og som sætter sin højeste
Ære i ikke at lade sine Kvaler ane; denne Titan
vilde aldrig som den antike have ladet sig trøste
af Oceanets Døtre eller have klaget for dem - Byrons
Prometheus er den trodsende og bundne.
Men Shelley’s ligner ingen af dem. Han er den
velgørende Menneskeaand, som kriger mod det onde
Princip, som en uoverskuelig lang Tid igennem
undertrykkes af det og ikke af det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
