Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488 Naturalismen
i England
disse Digte paavirke Tidsalderen, da de bedste af
dem end ikke blev trykte i Shelley’s Levetid.
Saaledes kunde han da saalidt som Moore og Landor
udføre den Bevidsthedsevolution, som Europa trængte
til og ventede paa. Der udfordredes en Digter, der var
lige saa personlig som Shelley verdensomspændende,
ligesaa lidenskabelig som Shelley ideal, ligesaa
skærende satirisk som Shelley harmonisk og yndefuld
til at udrette det grove og herkuliske Arbejde at
rydde op i Europas politiske og religiøse Bevidsthed,
vække de Sovende og støde de Triumferende ned i
Latterdvbet. Der ud-
o
*/
fordredes en Aand, som i lige Grad kunde vinde
Tidsalderens Interesse ved sine Laster og Dyder,
sine Fortrin og Fejl. Shelleys Instrument var en ædel
Violin; det var en Lur, som behøvedes til at rense
Luften og give Kampsignalet.
Hvad der endnu staar tilbage at fortælle om Shelley’s
Liv er kun lidet: Hans sidste Rejse fra Livorno
til Lerici, da han overfaldtes af den uforudsete
Storm, og hvorfra han aldrig kom levende i Land -
de lange Dage, hans Hustru tilbragte i frygtelig
Angst søgende ham langs ad den italienske Kyst -
saa Fundet af det ukendelige Lig. En Forordning
bestemte, at x\lt, hvad der kastedes i Land paa
Kysten, skulde brændes. Byron benyttede sig heraf
til at give Shelley en græsk og hedensk Ligfærd
overensstemmende -med hans Karakter. Paa Baalet
strøedes Røgelse, Vin, Salt. Olie som i det gamle
Hellas. Det var en skøn Dag og et pragtfuld Skue
- det rolige Hav og Appenninerne i Baggrunden. En
lille Fugl kresede om Baalet og var ikke til at jage
bort. Flammen steg høj og gylden. Legemet fortæredes,
men til Alles Forundring forblev Hjertet helt,
og Trelawney snappede denne Relikvie bort fra den
glødende Ovn og forbrændte sin Haand derved. Asken
nedlagdes nær Cestius’ Pyramide i Rom, hvor Shelley
havde fundet det saa skønt at hvile.
Den Mand, der havde overgivet hans Legeme til Ilden
overtog hans aandelige Arv. Vi har mødt hans Navn paa
hver Side af Tidens Historie. Vi ser ham forberedt af
Wordsworth, Cole-ridge og Scott, hadet af Southey,
misforstaaet af Landor, elsket af Moore, beundret,
paavirket og besunget af Shelley: Han indtager en
Plads i Alles Liv. I Virkeligheden er det ham som
giver Tidsalderens poetiske Literatur dens endelige
og afgørende Præg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
