Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
489
XVII
Naar man træder ind i Thorvaldsens Museum, er det
første Billedværk, man har paa sin højre Haand, en
Marmorbyste, som forestiller en smuk ung Mand med
fine og ædle Træk og med krøllet Haar, Bysten af Lord
Byron. Man forefinder den samme Byste i Gibs i Salen
Nr. XII og den Portrætstatue, hvortil den efter Byrons
Død blev benyttet, i Salen Nr. XIII. Stiller man sig
foran Gibsbysten, der uden Sammenligning siger mest,
vil det første Indtryk være det af elegant og fornem
Skønhed; i næste Øjeblik vil man sikkert gribes
af det Udtryk af Liv, der er udbredt over den og
som nærmest bestaar i en urolig Dirren over Panden,
som kunde der lægge sig Skyer over den og Lyn udgaa
fra disse Skyer, og i noget Voldsomt ved Bryn og
Blik. Denne Pande har Uimodstaaelighedens Præg.
Naar man betænker Afstanden mellem Thorvaldsens og
Byrons Naturer, naar man erindrer, at Thorvaldsen
sikkert aldrig har læst en Linje af den engelske
Digter, og naar man tilmed véd, at Byron ikke viste
sig fra sin fordelagtigste Side for Thorvaldsen, maa
man højligt beundre Resultatet af hint Møde mellem
de to store Mænd. Bjrsten giver om end nødvendigvis
en svag og meget ufuldstændig, dog en sand og skøn
Forestilling om en Hovedside af Byrons Karakter,
der laa Thorvaldsen uendelig fjernt. Det Omraade
paa hvilket han er størst, er Idyllens; vil han
fremstille Alexanders Indtog i Babylon, lykkes
Hyrderne, Faarene, Fiskeren, Børnene, Kvinderne,
det hele festlige Optog ham bedre end Helten selv;
thi det Heroiske er ikke i samme Grad hans Sag;
hvor meget mindre da det krigerske Naturel i den
sammensatte og moderne Form deraf, man har betegnet
som dæmonisk! Og dog har han anet Byron. Han har i
Bysten (ikke i Statuen) sat ham et Mindesmærke, der,
skønt det hverken tilfredsstillede Grevinde Guiccioli
eller Thomas Moore, er saavel Digteren som Kunstneren
værdigt. Ifald han havde kendt Byron personligt, vilde
Værket formodenlig være blevet endnu fortrin-ligere,
have havt et Træk af det Aabne og Indtagende, der
har slaaet Enhver, som kendte Byron nøje. Dette kom
nu ikke frem. Men det Ivkkedes den danske Kunstner
bag det mørke
**
<-/
Udtryk, som han antog for paataget, at trænge ind til
det virkelige, dybt originale Stempel af Smerte, Uro,
Geni, ædel og frygtelig Kraft.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
